Skriv for at begynde søgning

Navne

Aktuel Profil: Cafeejer Søren Nissen slås med Obelix forældre

Caféejer Søren Nissen fra Vesterbro Torv må ikke kalde sit sted for Café Obelix. Det har den heddet i 25 år, men en opringning fra en journalist til de franske rettighedshavere har foreløbig sendt navnestriden i landsretten.

Klokken er otte om morgenen, og vintersolen kaster sine første stråler ind ad vinduet til Café Obelix på Vesterbro Torv.
Indenfor er caféejer Søren Nissen, 52, i fuld gang med at forberede sig til en travl arbejdsdag.
I de sidste ni år har Søren Nissen drevet sin café på Vesterbro – en café, der udover et stort stampublikum også har mange strøggæster.

De sætter sig til rette daglig fra otte om morgenen med aviser, friskbagt brød og kaffe og til langt ud på natten. Der er plads til 60 gæster indenfor og 100 udenfor – og de sidste måneder har samtalen drejet sig om den retssag, som Søren Nissen er blevet kastet ud i.

Café Obelix er 25 år
Café Obelix har eksisteret i 25 år, og den første ejer sikrede sig et mundligt tilsagn fra Gutenberghus om, at han kunne navngive stedet ”Café Obelix”.
Da Søren Nissen for ni år siden overtog stedet, fik han i kontrakten indføjet, at han overtog stedet med alle rettigheder – også navnet.
Og i de forløbne år er stedets publikum vokset og vokset – uden nogen har spekuleret i navnets galliske oprindelse.

Indtil en journalist fra Ekstra Bladet ringede til de franske rettighedshavere til tegneserien Asterix og gjorde opmærksom på den københavnske café.
Så gik juristeriet i gang og Søren Nissen fik et brev fra en københavnsk advokat, der på vegne af de franske rettighedshavere gav besked på omgående at ændre navnet på sin café – og fik et erstatningskrav på 600.000 kr. smidt i hovedet ved samme lejlighed.

Københavns Byret har i første omgang givet franskmændene medhold, idet erstatningskravet dog blev reduceret noget.
Søren Nissens advokat Gitte Løvgren Larsen har anket sagen til landsretten, hvor den forventes at komme for i løbet af de næste seks måneder.
Udlært købmand
Søren Nissen mistede sine forældre i en ung alder og er derfor vokset op hos plejeforældre på Fyn.
Hun er udlært købmand – i et supermarked i Vollsmose – og arbejdede senere i 24-timers supermarkedet på Hovedbanegården.
Han er formand for Vesterbro Handelsforening og sikrer sig motion ved lange løbeture i og omkring hjemmet på Amager Strandvej.

Af Finn Edvard
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *