Skriv for at begynde søgning

NAVNE

Aktuel profil: Kreativ direktør Arina Woron

Arina Woron har med sin søster Anya skabt det veganske undertøjsbrand Woron. De har netop  vundet den internationale pris LUX Life Award for deres fokus på bæredygtighed og veganisme.

Arina Woron, som på det tidspunkt var ved at afslutte sin uddannelse som designer, lavede den første bh for 11 år siden, da søsteren Anya havde gennemgået en hjerteoperation.
«Jeg tænkte, at jeg ikke kunne tage hendes smerte fra hende, men jeg kunne give hende en følelse af stadig at være feminin, så jeg lavede en soft bra til hende, som ikke generede det udsatte område, og som var meget mere komfortabel end almindelige bh’er. Siden lavede jeg også en til mig selv og tænkte ’det skal alle da gå med’,« fortæller 34-årige Arina Woron.
Efter at have taget sin uddannelse arbejdede hun i nogle år for Day Birger & Mikkelsen og Gestuz, og hun boede også et år i London, hvor hun var ansat af det eksklusive, engelske mærke Preen.

En fodformet bølge

For tre år siden besluttede hun og søsteren Anya at kaste sig ud i at starte deres egen bæredygtige virksomhed, og da var undertøj det oplagte valg, forklarer Arina Woron.
»Hele den grønne bølge har været enormt fodformet. Vi syntes, der manglede noget friskt, som både var mega lækkert og komfortabelt. Jeg har været i tøjbranchen i mange år, og det var vigtigt for os at lave et produkt, som er godt for miljøet igennem hele processen. Og at vores værdisæt og regelsæt blev en videreudvikling af måden, vi lever på, og det, vi vil give videre,« siger Arina Woron, som bor på Nørrebro med sin kæreste og etårige søn.
Woron er 100 procent selvfinansieret; de to søstre har valgt at vækste virksomheden i et tempo, som de økonomisk kunne følge med i, fortæller Arina Woron.
»Det har været vigtigt for os ikke at give en økonomisk aktie videre til en tredje part, da det på sigt ville kunne betyde, at vi kunne komme til at skulle gå på kompromis med vores bæredygtige profil til fordel for en hurtig profit. Vores fremgangsmåde har uden tvivl betydet, at det har taget lidt længere tid at generere det ønskede overskud i virksomheden, men på trods af det, så synes vi, at vi nu har bevist, at man sagtens kan skabe en bæredygtig og stærk virksomhed.«
Woron sælges i dag hos 58 forhandlere fordelt på ti lande, og søstrenes bæredygtige ide er i den grad blevet bemærket.
International anerkendelse
De er netop blev anerkendt for deres success med den internationale pris LUX Life Award, i kategorien Best Cruelty-Free Underwear & Swimwear Fashion Brand 2018. Prisen gives af LUX Life Magazine, som er dedikeret til at fejre luksus-brands i hele verden og udgiver deres magasin i 170 lande.
»Det er kæmpestort at have vundet den her pris. Det er et skulderklap til vores store arbejde. Hverdagen har det med at glide lidt sammen i ugens mange gøremål og opgaver, så det er ikke altid, man lige har tid til at lave sejrsdansen. Men denne pris giver netop mulighed for at se tilbage på alle de sejre, som de tre år har bragt med sig.« siger Arina Woron.
Listen over forhandlere bliver hele tiden længere og længere, og på listen over kunder findes en række stjerner. Blandt dem er Hollywood-stjernen Emma Watson, som selv henvendte sig til søstrene, da hun hørte om brandet, og som valgte at gøre reklame for det i forbindelse med sin seneste pressetur.

Af Julie Stougaard

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *