Skriv for at begynde søgning

NAVNE

Aktuel profil: Læge og direktør Habib Frost

Stifter af virksomheden Neurescue, Habib Frost, der som 23-årig blev landets yngste læge, har rejst omtrent 20 millioner kroner. Pengene skal gå til at finansiere et apparat, der forbedrer overlevelseschancerne ved for eksempel hjertestop.

Da Habib Frost afsluttede sin medicinuddannelse, og i en alder af 23 år kunne kalde sig for Danmarks yngste læge, valgte han ikke at tage den slagne vej.
»Hjertesygdom er den største dræber. I omtrent halvdelen af tilfældene dør patienterne pludseligt ved hjertestop, og vi har ikke nogen etableret plan B til den behandling, vi har i dag, når den ikke virker. Det er den klassiske, elektriske hjertestarter, og her er det i dag kun én ud af ti, der overlever efter en måned. Jeg oplevede personligt, da jeg var i slutningen af mit medicinstudie, hvordan det ramte både unge og voksne. En dag var det var en lille pige på fire måneder, som havde fået et hjertestop, og vi kunne ikke redde hende, selvom vi var hurtigt ude og havde alle de eksisterende behandlingstilbud, og så senere samme dag, mistede vi en ung kvinde i 30’erne. Det berørte mig rigtig, rigtig meget, og jeg valgte, at jeg ville prøve at se på, om der var noget andet, jeg kunne gøre for at hjælpe i den her situation,« siger 28-årige Habib Frost.

En ekstra times liv
Det blev til et koncept, som viste sig at fungere godt i nogle grisemodeller, og siden den formelle produktudvikling startede i 2015, er Neurescue nu ved vejs ende med projektet, som netop har modtaget omkring 20 millioner kroner i offentlige midler, blandt andet fra EU. Der er helt konkret tale om et computerstyret ballonkateter, som kan bruges, først og fremmest af læger, gennem en lille nåleåbning i benet, som, ved hjælp af computersensorer, fylder en ballon i det største blodkar i kroppen, hovedpulsåren. Det gør, at man kan omlede blodforsyningen fra underkroppen til overkroppen.
»Og det har utroligt meget værdi. Primært er vi interesseret med henblik på hjertestop, men det kan også bruges til kritiske blødninger i forbindelse med biluheld, knivstik, skud, men også i fremtiden til ting som blodpropper i hjernen, astmatilfælde og andre årsager til pludselig død. Hvor det kunne give en ekstra time, som ville gøre en stor forskel for de her patienter,« oplyser Habib Frost.

»Hvis man bare kigger på tallene, har man med den her opfindelse mulighed for at redde det største antal kvalitetsleveår, siden man introducerede antibiotikaen i 1940’erne. Det er vitterligt det, der er mulighed for, og det er vi meget motiverede af, og vi er meget beærede over det her rygstød, vi har fået fra EU.«

Sidste år rejste Neurescue en investeringsrunde på 26 millioner kroner udelukkende med danske og en norsk investorer, og det overraskede flere, at det kunne lade sig gøre i Danmark, fortæller han.
»Det var af stor betydning, at vi kunne få lov til at bygge den her danske opfindelse med danske investorer og vise, at vi også sagtens kan lave en ny produktkategori i Danmark – at det ikke kun er i Silicon Valley eller Boston. Det betyder rigtig meget for mig at få de her offentlige midler. Jeg er rigtig glad for, at vi har et momentum, og vi er rigtig glade for at have bygget en europæisk virksomhed,« siger Habib Frost.

Af Julie Stougaard
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *