Skriv for at begynde søgning

Bæredygtighed Portrætter Seneste nyt VIRKSOMHEDER

Banken vil have langsigtet værdi for pengene

Merkur Andelskasse er et pengeinstitut som mange andre – lige bortset fra, at her bliver erhvervskunder også vurderet på, om de tilfører samfundet værdi på den lange bane. Vi møder bankdirektør Lars Pehrson, der selv begyndte som biodynamisk købmand.

En bank er en bank, men Merkur Andelskasse er alligevel ikke som de fleste. Det fornemmer man tydeligt, når man træder ind ad døren på hovedkontoret. Møblerne i receptionen er fremstillet af gamle stilladsdæk og paller fra Amager-virksomheden Genbyg, der handler med genbrugsmaterialer. Genbyg er bare en blandt mange erhvervskunder i Merkur Andelskasse, der alle har det til fælles, at de, udover at være sluppet godt igennem bankens kreditvurdering, har et bæredygtigt sigte og tilfører samfundet værdi på den lange bane.

Merkur Andelskasse finansierer derfor virksomheder inden for bæredygtig handel og produktion, skoler, socialøkonomiske virksomheder, foreninger, NGO’er, bofællesskaber for borgere med særlige behov og institutioner. Det omfatter blandt andre Kvindesmedien på Christiania, gårdmejeriet Øllingegaard, Operation Dagsværk, Amnesty, Bageriet Aurion, Flintholm Økogrise, Rise Bryggeri, utallige institutioner, fonde, boligforeninger og mange andre.

Biodynamisk karriere

I det store mødelokale er der tid til at nærstudere de store fotos af gopler og mælkebøtter på væggene og tjekke titler om klimaforandringer, borgerløn og Rudolf Steiner og andre tænkere i bogreolen, inden bankens administrerende direktør, Lars Pehrson vender tilbage med en kop kaffe. Brygget på økologiske bønner, naturligvis.

Lars Pehrson har i høj grad selv været med til at skabe det bæredygtige fundament for andelskassen, der blev anerkendt som pengeinstitut i 1985. Og han hører ikke til den kategori af bankfolk, der efter hvidvaskskandaler krymper sammen af skam. Tværtimod.

»Mange af dem der hører om os, synes at det er en interessant og velkommen vinkel, at man som bank faktisk kan gøre noget, som de fleste vil opfatte som noget positivt for samfundet,« siger han og fortsætter:

»Ud over den almindelige kreditvurdering, så har vi det langsigtede for øje og ser på, om der er en langsigtet værdi for samfundet. Det må ikke skade samfundet ved at forurene eller have andre negative effekter, for det føler vi, at vi har et medansvar for,« siger han.

Det er ikke bare stof, han har læst op på, men er en grundholdning den 60-årige bankdirektør selv har gjort sig erfaringer med og udviklet videre på.

I 1974 var Lars Pehrson med til at etablere en forbrugerejet butik med biodynamiske og økologiske fødevarer, som senere blev til brød- og kornvirksomheden Aurion. Virksomheden blev finansieret af tyske GLS Gemeinschaftsbank, der lånte gruppen penge mod at de kautionerede i fællesskab, og den model inspirerende ham til en spare- og låneforening, der i dag er vokset til det Merkur selvom omtaler som det førende værdibaserede pengeinstitut.

Det går den rigtige vej

At flere og flere både privatkunder og erhvervskunder har fået øjnene op for de værdier, Merkur Andelskasse drives efter, mærkes på kundetilgangen.

Banken har 34.000 kunder og bruttotilgangen var 3000 kunder i 2018, hvilket isoleret set i tal, beskrives som ’et godt år. Fremgangen forklarer bankdirektøren sådan:

»En stor del af befolkningen er blevet meget mere bevidst om, at vi lever på en lille klode i det store univers, og vi mennesker fylder efterhånden så meget helt fysisk, at vi er nødt til at passe på planeten på en helt anden måde. Den oplevelse af, at vi har et ansvar for at også vores børn og børnebørn kan få en ordentlig tilværelse, det er blevet meget mere påtrængende for mange. Der er altid nogle, der er lige glade, men der breder sig en stemning af, at det er noget, som vi skal tage alvorligt,« siger Lars Pehrson.

Det er også hans oplevelse, at virksomheder i stigende grad gør sig dybere tanker om deres berettigelse.

»Virksomheder bliver bevidste om, at de ikke bare er dumpet ned fra himlen, og at de kan kun være her, hvis de giver værdi for samfundet, for brugere og for borgere. Man kan ikke bare sige, at ’vi er her for at tjene penge til aktionærerne’ – det vil de fleste synes er et ikke-formål.

Der er ikke noget galt i at tjene penge, men det skal bare komme som noget naturligt, når man driver sin forretning. Det kan aldrig være formålet alene at tjene penge til nogle aktionærer som man måske ikke engang ved hvem er.«

Blandt kunderne er:

Thorupstrand Kystfiskerlaug og Kystfisker Kompagniet, som arbejder for et bæredygtigt, skånsomt fiskeri. Foto: Thomas Højrup, Han Herred Havbåde

Rise Bryggeri i Ærøkøbing er et håndbryggeri, der også har økologiske øller i sortimentet. Foto: Camilla Jørvad

 

Facts
MERKUR ANDELSKASSE
Ejet af 7.000 andelshavere og driver traditionel bankforretning, realkreditlån og pension til privat- og erhvervskunder. Andelskapitalen per andelshaver er gennemsnitlig 38.000 kroner – svingende lige fra Villum Fondens 20 millioner kroner i 2016 til en enkel andel på godt 1.700 kroner.
Banken har næsten 100 medarbejdere og afdeling i København, Aarhus og Aalborg.
Banken har også investeringstilbud med bla. fire Svane-mærkede investeringer.
Banken driver også Merkur Fonden.

Af Jeanette Hougaard Gram

erhverv.redaktion@minby.dk

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *