Skriv for at begynde søgning

PERSPEKTIV

Beskæftigelsesborgmesteren mener: Vi skal være der for virksomhederne

Af Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester, København, Venstre

66.700 forgæves rekrutteringer i efteråret 2018. Det er de benhårde fakta i en ny rekrutteringsanalyse fra Beskæftigelsesministeriet omtalt i flere medier.

Det er et tal, der understreger den pointe, jeg forsøger at få banket helt ind i hver eneste krog af Københavns Rådhus, og som jeg håber også vil sprede sig til alle landets kommuner: Vi må og skal være til for virksomhederne.

For København og Venstre var det derfor også en vigtig sejr, at vi med det nye budget for 2019 sikrer 100 mio. kroner til en erhvervspakke, som fra årsskiftet tager fat på det helt essentielle: Hvordan vi kan sikre virksomhederne i København endnu bedre vilkår. Hvordan vi kan hjælpe virksomhederne med at have færre forgæves rekrutteringer, og hvordan vi kan øge virksomhedernes generelle oplevelse af kommunen som samarbejdspartner.

Lige nu har vi stillingsopslag ude for at få ansat såkaldte Key Account Managers. Det betyder, at flere virksomheder fremover får én bestemt person at gå til, når de har brug for arbejdskraft.

Det er et vigtigt tiltag, for når virksomhederne går forgæves, så rammer det hele samfundet som en boomerang. Så risikerer vi fremover at gå glip af tilsvarende velstand og økonomiske vækst, der lige nu varmer os som de første solstråler i maj.

Financial Times har placeret København på en international førsteplads, når det gælder arbejdsstyrkens kvalitet og på en andenplads i kategorien erhvervsvenlighed.

Det er placeringer, som vi selvfølgelig skal være stolte af, men som vi ikke må bruge som en sovepude.

For når vi står tilbage med, at 23 pct. af virksomhedernes rekrutteringsforsøg i efteråret var forgæves, så skriger det på handling fra alle sider trods de gode tider. Det er for vores eget bedste.

 

Skriv en kommentar