Skriv for at begynde søgning

Seneste nyt

Beskæftigelsesministeren: 100 millioner kroner til omskoling af nedslidte medarbejdere

Virksomheder kan få økonomisk støtte til, at nedslidningstruede medarbejdere kan skifte job eller branche. Der er afsat 100 millioner kroner til ordningen, der løber over fire år, fremgår det af en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet, som nu lancerer en kampagne for at fortælle om mulighederne.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter blev som et led i trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse til 2,5 milliarder kroner enige om en række initiativer, der skal styrke danskernes muligheder for omstilling på arbejdsmarkedet. Der blev blandt andet sat 400 millioner kroner af til en omstillingsfond, hvoraf 100 millioner kroner er afsat til en sporskifteordning.

Med sporskifteordningen kan der gives op til 120.000 kroner i støtte til, at en medarbejder, der er i risiko for at blive nedslidt på grund af psykisk eller fysisk belastet arbejde, kan skifte job eller branche. Pengene går til at dække diverse kursusudgifter og lønnen til medarbejderen under uddannelsen, der må vare op til 40 dage. F.eks kan en portør i lufthavnen, som i mange år har arbejdet med at håndtere baggage, via sporskifteordningen tage kørekort til bus og komme til at køre passagerer ud til flyene.

Lancerer kampagne nu

Beskæftigelsesministeriet lancerer nu en kampagne, der gør virksomheder og ansatte opmærksomme på, hvordan de kan få dækket udgifterne til efteruddannelse, så ansatte kan blive omskolet til mindre belastende job.  Kampagnen ‘Skift Spor’ sætter fokus på, at det ikke skal gøre ondt at gå på arbejde, og at man kan få støtte til vejledning, efteruddannelse og eventuelt praktik med henblik på at blive på arbejdsmarkedet.

Kampagnen består blandt andet af en række film, som vil blive vist på kampagnens Facebookside SkiftSpor og radioreklamer. Omdrejningspunktet for kampagnen er kampagnesitet Skiftspor.nu, hvor man kan finde gode råd og viden om sporskifteordningen.                                                                hou

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *