Skriv for at begynde søgning

Branchenyt Byggeri og Byudvikling INDBLIK Seneste nyt

Byggeboom i lufthavnen giver jobfest i hovedstaden

Med byggeri for to milliarder kroner sætter Københavns Lufthavn i år turbo på sine langsigtede vækstplaner om næsten at fordoble trafikmængden. Planerne skaber tusindvis af nye job – både i byggebranchen, i lufthavnen og bredt i dansk erhvervsliv.

Da Københavns Lufthavne i 2014 fremlagde den langsigtede vækstplan Expanding CPH – med navn efter den internationale forkortelse for Kastrup-lufthavnen – var det samtidig startskuddet til en jobfest ikke bare for byggebranchen, lufthavnen og hovedstaden, men for hele landet.

Planen skal næsten fordoble passagertallet fra dengang 24 millioner rejsende om året til 40 millioner i kraft af investeringer på 20 milliarder kroner over en årrække. Pengene skal øge kapaciteten, så der er plads til flere fly, flere afgange og flere ruter. Og med øget trafik er der brug for mere plads til passagererne i terminaler, sikkerhedskontrol, venteområder, spisesteder og butikker.

»Vi har med vilje ikke sat et slutår for planen, så vi kan skrue op og ned for investeringerne i takt med samfundsøkonomien og væksten i vores trafik. 2016 oplevede vi næsten 10 procent fremgang i passagertallet, mens det var mere afdæmpet i 2017. Fra 2014-17 har vi sammenlagt investeret godt 4½ milliard, og i år skruer vi op til det hidtil højeste og planlægger at bygge for 1,8-2,1 milliarder kroner,« siger pressechef Kasper Hyllested til Erhverv København.

Stærkere knudepunkt
Største enkeltinvestering blandt de igangværende projekter er den kommende Finger E, som især skal betjene store fly til langdistanceruter. Dem håber lufthavnen at få flere af, ikke mindst til Asien. Sidste år kom for eksempel en rute til indiske New Delhi, og i næste måned genåbner Air China direkte flyvninger til Beijing, mens Cathay Pacific indvier en Hongkong-rute. Desuden har København fået flere direkte ruter til Nordamerika og Mellemøsten.

Målet er at blive nordeuropæisk knudepunkt for flytrafik, og planen omfatter at gå fra 78 til 124 gates til flyafgange. Nogle af dem kommer til at ligge langt væk, så der skal også etableres rullefortove.

Finger E-projektet alene er budgetteret til halvanden milliard kroner. Store ingeniørhuse som Cowi, Niras og Rambøll har vundet opgaver, ligesom Aarsleff, landets største entreprenør, har opført råhuset på 36.000 kvadratmeter. Det svarer til rundt regnet fem fodboldbaner. Med i alt 149 leverandører og rådgivere falder masser af opgaver dog også af til små og mellemstore virksomheder, både i Storkøbenhavn og resten af landet. Første etape bliver åbnet næste år, anden etape i 2020.

Andre byggeprojekter er en gangbro gennem Terminal 3 direkte fra metroen til sikkerhedskontrollen samt udvidelser af både Terminal 3 og Terminal 2.

»De samlede investeringer på 20 milliarder udløser ifølge analyser cirka 12.500 byggejob (årsværk, red.). Samtidig går vi i lufthavnen fra cirka 21.000 til 30.000 permanente job. Tallet er svært at gøre præcist op, da det er fordelt på en lang række flyselskaber og andre virksomheder,« siger Kasper Hyllested.

De 9.000 nye arbejdspladser i lufthavnen omfatter fx ekstra job i sikkerhedskontrollen, i butikker, på spisesteder og med håndtering af kufferter – foruden ekstra flypersonale, mekanikere og rengøringsfolk.

Gavn af udvidet rutenet
Den allerstørste jobeffekt – på hele 84.000 ekstra arbejdspladser ifølge en international analyse – ligger dog i erhvervslivet mere bredt. For eksempel udløser flere rejsende ekstra omsætning på hoteller, turistattraktioner og spisesteder, og i mere bred forstand kan virksomheder have gavn af et kraftigt udvidet rutenet.

»Det kan for eksempel betyde, at virksomheder hurtigere kan få bragt varer til Kina – og selv kan komme derud på kortere tid,« forklarer pressechef Kasper Hyllested.

Jobeffekten er næsten ligeligt fordelt mellem provinsen og Storkøbenhavn. Væksthus Hovedstadsregionen, der skal hjælpe især iværksættere og nye virksomheder, er da også svært tilfreds med planerne om investeringer, udbygget rutenet og øget trafik:

»Lufthavnen er allerede en afgørende vækstdriver for hele Øresundsregionen. En styrkelse af Københavns status som trafikknudepunkt vil med garanti føre til flere nye virksomheder, nye arbejdspladser og generelt bedre vækstmuligheder for de etablerede virksomheder. En voksende del af væksten i hovedstadsregionen er netop drevet af serviceerhverv og digitale tjenester, som let kan eksporteres og skaleres,« udtaler direktør Liselotte Hohwy Stokholm i en mail til Erhverv København.

Trafikvæksten kan blive stimuleret af, at flyselskabernes takster for at bruge lufthavnen fra og med april er sænket med cirka 10 procent – efter pres fra politikere samt SAS og andre selskaber med ruter fra Kastrup.

FACTS
Vækstplanen
Expanding CPH
Langsigtet vækstplan med byggeprojekter for 20 mia. kr.
Skal løfte passagertal fra 24 mio. i 2014 til 40 mio.
Skal give plads til flere fly, fx store langdistancefly
Byggeri for 4½ mia. 2014-17, forventet 1,8-2,1 mia. i 2018
Samlet byggeri skaber 12.500 byggejob (årsværk)
Udbygningen skaber 9.000 ekstra permanente job i lufthavnen…
… og 84.000 ekstra job i hele Danmark

Af Nils-Ole Heggland
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *