Skriv for at begynde søgning

IVÆRKSÆTTERI VIRKSOMHEDER

CBS-direktør og brand-ekspert fandt sammen om American pie

Vejen fra en tilfældig samtale til et stærkt samarbejde var ganske kort, da amerikanske Erin Chapman og danske Dorte Prip mødtes. De har netop åbnet butik nummer to i deres fælles koncept; The American Pie Company.

På væggen bag køkkenet hænger det amerikanske flag. Men det er ikke bare et tilfældigt flag, der er købt i en butik. Det var Erin Chapmans oldefars og lå på den kiste, han blev båret ud i. Efter første verdenskrig.

»Al udsmykningen er fra min bedstemors gård. Alle udklippene og så videre. Det skal være autentisk,« fortæller Erin Chapman.

Hun er født i USA og er gift med en dansk mand. Hun boede i 16 år på Vesterbro, inden de forsøgte at vende ’tilbage’ til USA. Men hun fik hjemve efter Danmark. Og så vendte de tilbage-tilbage. Det var her, hun begyndte at bage pies for at mindes USA. Og lavede sin første kogebog.

En tendens for begge køn

Midt i en tid, hvor den ene kageforretning efter den anden åbner, cafeerne bugner med kvinder, latte og cupcakes, så er The American Pie Company på den ene side ramt ned i en tendens: En tendens, hvor der er fokus på én ting, som til gengæld udføres til perfektion. Der er rene linjer, og det handler kun om pie. Og lidt om kaffe, naturligvis. Men på den anden side rammer de ned i et nyt segment, der er bredere end kageforretningerne i hovedstaden.

Beviset kommer i samme øjeblik gåede ind ad døren. Omkring 11.30 på en onsdag: To mænd i arbejdstøj.

»Det er rustikt mad, det er rigtig frokost, og man behøver ikke tage salaten til. Det appellerer til mændene, og de får et solidt måltid. Selv når de kommer for sweet-pies, er det jo ikke fancy,« siger Dorte Prip, og Erin Chapman tilføjer:

»Vi vidste fra start, at vi også ville ramme mændene. Min bedstemor sagde altid, at alle mænd elsker pie. Det er nemlig ikke fancy som kage og te. Der manglede et sted, hvor to fyre lige så vel som to veninder bare kan hænge ud,« siger hun.

Fra direktørstilling til køkkenet

Dorte Prip og Erin Chapman har åbnet butik nummer to på Vesterbrogade ved Vesterbro Torv. Den første ligger i Skindergade i Indre By og har tre år på bagen. Men de er stadig ved at bygge deres imperium op fra grunden og bager fortsat selv. Alt er lavet fra bunden og i hånden.

Dorte Prip havde en stilling som direktør på CBS Executive, da de besluttede at springe ud i eventyret sammen.

De var ret hurtigt klar over, at det var en god ide, og da Dorte Prip gik til tre forskellige banker med deres business-case, sagde de alle ja. For de kunne også hurtigt se ideen i The American Pie Company.

»Vi mødtes første gang til en tilfældig kop kaffe. Vi kendte ikke rigtigt hinanden, men da Dorte spurgte ind til den kogebog, jeg havde lavet, endte jeg bare med at sige det: Jeg drømte om at lave Danmarks første ægte American Pie-butik. Så greb hun min hånd og sagde; ’Jeg holder meget af CBS, men jeg vil gøre noget med mit liv, der kan føles i hjertet og ikke bare i hovedet. Hvis du vil bygge et pie-imperium, så tag dig af marketing, branding og opskrifterne. Så tager jeg mig af alt det andet. Forretning og ansatte. Altså med andre ord, alt det kedelige,« griner Erin Chapman.

Pie til sæsonen

Med et par år på bagen i butikken i Skindergade har de allerede gjort sig nogle gode erfaringer. For eksempel er det ret effektfuldt, når de løbende skifter mange sæsonbaserede pies ud.

»Folk når jo at blive helt afhængige af en eller anden bestemt pie. Og så pludselig er den væk. Så er der mange, der er utålmodige og spørger til, hvornår den kommer igen,« siger Erin Chapman og Dorte Prip fortsætter tråden:

»Vi har nogle, vi har året rundt, som æbler. Men når jordbærene herhjemme er rigtig gode, har vi jordbær-rarbarber-pie. Det er en del af charmen, at vi er sæsonbaserede og ikke kun sælger det samme hele året.«

Pas på, hvad du ønsker dig

Da Erin Chapman og Dorte Prip blev enige om, at de skulle udvide med endnu en butik, begyndte de at se sig om efter oplagte lokaler. Deres prioritetsliste hed, Vesterbro, Frederiksberg omkring Gl. Kongevej, Østerbro og den anden ende af København K. De forhandlede om et lokale på Vesterbrogade, men forhandlingerne gik lidt i hårdknude.

»Vi gik forbi her, hvor der lå en guldsmed dengang, og jeg råbte frustreret ’hvorfor kan vi ikke bare få det der lokale’,« fortæller Erin Chapman.

Dorte Prip kiggede i mellemtiden på lokaler og ringede til en kontakt, der tilbød dem netop den forretning, hvor guldsmeden lå. Den butik, Erin Chapman ville have.

»Det var helt vildt. Jeg skrev til hende med det samme; Careful what you wish for,« griner Dorte Prip.

Det viste sig imidlertid at være de perfekte rammer. De ryddede de gamle linoleumsklædte vægge. Loftet var sænket to gange i tidens løb, men over dem åbenbarede sig et ældgammelt stukloft.

Meget mere end pie

En del af succesen handler ifølge de to om deres unikke brand. Det er gamle, amerikanske opskrifter og de laver alt fra bunden og i hånden. Dertil kommer en international og national opmærksomhed og mange tusinde instagram-følgere.

»Derudover har vi nogle meget populære workshops, hvor man kan lære at bage pies. Vi laver pie til bryllupper og receptioner. Man kan booke vores lokaler til en event eller fødselsdag og så har vi lige udgivet en bog med opskrifter. Ja, og så har vi naturligvis merchandise.«

En del produkterne er altså på samme tid en del af brandingen. Og de står der på rad og række: De amerikanske thermo-krus, bøgerne om american pies og de unikke røde forklæder med logoet ’American Pie Co’ i hvid på rødt.

Af René Mølskov

erhverv.redaktion@minby.dk

Næste artikel

Skriv en kommentar