Skriv for at begynde søgning

Seneste nyt

Cremekongen: Penge må aldrig være målet

Ole Henriksen, cremekongen der erobrede verden, har altid fulgt sin mave og sit hjerte. I ny bog fortæller
han om vejen til succes, og hvorfor det er vigtigt at have hjertet med både privat og i sin virksomhed.

Når Ole Henriksen er ude at holde foredrag om sine cremer eller skal præsentere sin nye bog til en forlagsmiddag, forbereder han sig sjældent. Han tager den fra hoften. Eller rettere med hofterne, for han springer op og danser og råber ’Er I klar?’ »Hvis man ikke har sig selv med, er man ikke autentisk. Det er vigtigt at være sig selv og være spontan – også når man skal præsentere noget,« siger Ole Henriksen.

Han er herhjemme kendt som cremekongen, der med sine skønhedsklinikker i Los Angeles kom på fornavn med megastjerner som Barbra Streisand og George Clooney. En lille genert, nordjysk dreng med masser af weltschmerz og en forvirrethed over egen seksualitet, der rejste sig op, sendte janteloven ad hekkenfeldt til og med indre drive og væg-til-væg-smil – også til sig selv i spejlet – kæmpede sig frem mod lykken og succes i livet. Blandt andet ved hele tiden at være tro mod sig selv. Også i modgang.

Da han første gang tog til USA med et greencard i hånden, blev han stillet spørgsmål om hans seksualitet. Han vidste, at han kunne have løjet, men han valgte at stå ved sig selv og ærligt sige, at han var homoseksuel. Immigrationsofficeren kaldte ham pervers og bad ham vende om og forlade landet, men Ole Henriksen kvitterede med en imaginær fuck-finger og blev i USA, hvor han boede siden.

Han har netop udgivet sin meget ærlige og personlige bog, ’Det skal føles godt – tag hjertet med på vejen mod succes’. Bogen henvender sig både til private, men kan i høj grad bruges som inspiration til at få succes i sin virksomhed og blive endnu dygtigere.

En levende lykkepille
Bogen er udkommet på Politikens Forlag, hvor Erhverv København møder Ole Henriksen. De kedelige kontorvægge bliver farvestrålende og næsten selvlysende i hans selskab, og man kan godt pakke den høflige og professionelle goddag-hånd væk.

»Du ser fantastisk ud – dine øjne stråler – hvor er det godt at se dig, jeg er beæret,« udbryder han, mens han kindkysser mig på begge kinder i en stor omfavnelse, selv om vi aldrig har mødt hinanden før.
Det er rigtigt, hvad man siger: man bliver glad i låget af hans selskab. Han virker som en levende lykkepille og er en stor inspirator til livet, men også hvis man vil have succes.

»Min bog er ikke en opskriftsbog ’så gør du sådan’ – det er en inspiration til, hvordan man i sin virksomhed eller privat kan skabe succes – bogen er ment som et lille skud i røven,« siger Ole Henriksen.
Hans egen karriere begyndte med hudproblemer. Han havde akne og fik behandlinger af den indiske skønhedsekspert Lagita. Efter få gange var aknen reduceret og Ole Henriksen, som dengang ernærede sig som danser, satte sig på skolebænken i London og begyndte at læse til kosmetolog. Langt væk fra barndomshjemmet i den lille nordjyske by, Nibe.
Men ingen ville dengang hyre en mandlig kosmetolog, men »jeg er ikke typen, der giver op – og elsker at være iværksætter,« siger Ole Henriksen.

Som kun 24-årig åbnede han sin skønhedsklinik i Los Angeles i Californien og en dag bestilte Barbra Streisand tid til hudbehandling. Hun havde hørt fra sin veninde, at Ole Henriksens behandlinger gjorde en forskel.
Med Streisand som stamkunde kom den unge nordjyde hurtigt på fornavn med de største stjerner, og lavinen rullede. Vogue ringede og tv-stationerne ville have den nye skønhedsguru i studiet. Med raketfart voksede karrieren, kontoen og selvtilliden.

Penge har aldrig været målet
Ole Henriksens produkter er kendt verden over, men i 2011 solgte han firmaet til det amerikanske luksusimperium LVMH og er i dag kreativ direktør.
»Penge har aldrig været et mål for mig – det er noget, der er kommet og jeg nyder friheden, der følger med. Men penge eller berømthed må aldrig blive et mål i sig selv,« siger Ole Henriksen.
Bogen rummer masser af gode råd til både private og virksomheder og har også overraskende pointer Blandt andet at man i sin virksomhed bør sammensætte sit team med mennesker, der har andre kompetencer end man selv har og endda er dygtigere. Det og et godt netværk er afgørende for succes, skriver han.

Mærk efter og glæd dig
Der er folk, der knokler hele deres liv, uden at få succes? Hvad gør de galt?
»Det er fordi, at selv når de knokler, glemmer de, at de egentlig også her i processen opnår en masse mål og succes. Så de skal lige registrere, hvad de laver nu og knokler med – og lige mærke efter og glæde sig over, at de laver noget, de brænder for. Og så skal man skal lade være med at sige, at man er overvældet, stresset og træt – jo mere du siger det, jo mere bliver du det, for det er hvad du signalerer til hjernen,« siger Ole Henriksen.

I bogen skriver han om, hvordan de fleste ikke har noget problem med at rose andre, men at det kan være svært at se sin egen succes. Men det er vigtigt, siger Ole Henriksen, for succeshistorier fører til flere. Det er også afgørende for succes at have et godt netværk – men det kræver også hårdt arbejde og passion.

»Man skal finde noget, man kan lide – det er om det er sportsgrene eller i karrieren og så øve sig på det og blive god til det. Man skal aldrig give op. Et godt liv kræver hårdt arbejde. Alle vil møde modgang både i livet og i arbejdslivet, men man skal op på tæerne igen,« siger Ole Henriksen.

facts
OLE HENRIKSEN
Ole Henriksen er født i Nibe i 1951. Han er uddannet kosmetolog og åbnede som 24-årig sin skønhedsklinik i Los Angeles. Han er verdensberømt for sine cremer og i Danmark kendt som cremekongen. 2011 solgte han firmaet til det amerikanske luksusimperium LVMH og er i dag kreativ direktør
Han tager 300 armbøjninger om dagen og laver øvelser i barre og ringe. Sammen med manden Laurence Roberts har han netop købt en lejlighed i Købehavn, hvor han skal bo halvdelen af året. Bogen ’Det skal føles godt’ er netop udkommet på Politikens Forlag og kan bruges som inspiration til virksomheder og private. Den består af ærlige fortællinger fra hans eget liv og giver gode råd til at få ægte succes.

Af Anja Berth
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *