Skriv for at begynde søgning

IVÆRKSÆTTERI Portrætter VIRKSOMHEDER

Danseren og kokken giver hotdogs baghjul

Madpakke-Expressen kører med rullende frokost ud til blandt andre håndværkere på byggepladser. Danser Michael Olesen og kokken Palle Klausen er mændene bag det nye, sunde alternative til den flade frokost.

Vi vil gerne skabe sunde, alternative og økologiske frokostmuligheder til de to franske hotdogs og en halv liter kakaomælk, som rigtig mange håndværkere og byggepladsmedarbejdere ofte indtager til frokost.

Sådan siger kokken Palle Klausen, der står bag cateringfirmaet Palle Kogemand ApS.

Sammen med kammeraten, danseren Michael Olesen, kendt fra Vild med Dans, har han netop åbnet firmaet Madpakke-Expressen, der er en mobil salat- og sandwichbar målrettet sultne håndværkere, advokater, frisører eller andre, der har brug for sund mad – uden selv at skulle hente det.

»Ideen var at skabe et firma, hvor vi kunne give folk noget, der giver mening i forhold til energi og næring, men også giver mæthed, frem for den der tomme kaloriefedtrige frokost, hvor man er sulten igen efter én time og så står man med næsen i en Mars-bar eller wienerbasse,« siger Palle Klausen.

Det er ham, der, sammen med en kok, hver dag producerer mad på bestilling. Selve køkkenet ligger lige nu i et produktionskøkken på Hyltebjerggaard i Vanløse, men snart åbner Madpakke-Expressen eget produktionskøkken på Pejsegården i Brønshøj.

Gafler nye kunder

Michael Olesen og Palle Klausen, der i fællesskab ejer virksomheden, er ude og gafle nye kunder og lave aftaler med firmaer, der gerne vil have frokosten leveret til døren.

»Vi kender jo alle det der med, at enten har man ikke nået at lave madpakke til sig selv eller også er det, der er i køleskabet, blevet kedeligt, og så går man til den hurtige løsning, som en pizza eller andet junkfood fra hjørnet. Vi vil gerne give dem noget ordentlig frokost, uden man behøver forlade kontoret eller arbejdspladsen

Madpakke-Expressen leverer til firmaer i hele Storkøbenhavn, og man kan bestille online, men også ringe og bestille frokosten.

Råvarerne er 60-90 pct. økologiske og består blandt andet af økologisk, hjemmebagt rugbrød, perlebyg og masser af grøntsager. Glem alt om dåseskinke og grøntsager uden smag. Solide madsalater og sandwiches, der mætter leveres direkte til kontoret, arbejdspladsen, frisøren eller lignende.

Nødvendigt med sund

For danseren Michael Olesen er det nødvendigt med en sund livsstil:

»Sund mad betyder alt for mig – ellers kan jeg ikke få kroppen til at fungere og yde det den skal, hvis jeg ikke får noget ordentligt på motoren. Pizzasnegle, shawarma og for den sags skyld fastfood fra Brugsen, hjælper mig ikke. Jeg skal have noget, der giver mig energi og næring, så jeg bliver glad i hovedet,« siger Michael Olesen, der dog indrømmer, at han indimellem spiser en kage.

Kager er der også på menuen hos Madpakke-Expressen. De er bare økologiske og lavet af sunde råvarer.

Lige nu håber makkerparret Olesen og Klausen at nå ud til flere kunder og lave en holdningsændring til den daglige frokost.

Skabe ny holdning

»Jeg er selv uddannet civilingeniør og har været på mange byggepladser, og når vi nærmer os frokosttid, så løber håndværkerne hen til den nærmeste lokale pizzabager eller shawarmabar, og det forstår jeg godt,« siger Michael Olesen.

»Vi vil derfor gerne tilbyde et alternativ til det med ordentlig, nærende og sund frokost.«

Overskuddet af produktionen går i øvrigt til Mændenes Hjem i Istedgade.

»Vi kan jo lige så godt støtte en god sag, fremfor at smide maden ud,« siger Palle Klausen.

Det er kun tre måneder siden, de startede virksomheden op, men allerede nu kan de se en stor interesse for den alternative og sunde frokost.

Af Anja Berth

erhverv.redaktion@minby.dk

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *