Skriv for at begynde søgning

INDBLIK PERSPEKTIV Seneste nyt Tendens

Danske virksomheder skal ud over stepperne

Små og mellemstore virksomheder halter bagud, når det gælder digitalisering. Det vil erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ændre. Og så er han bekymret for om SMV’erne bliver overhalet, når Amazon kommer til landet.

Væggene på erhvervsminister Brian Mikkelsens kontor i Slotholmsgade er prydet med gulv-til-loft renæssancemalerier af handelsflåden i Venedig. Symbol på handel, vækst og fremdrift. Og ikke mindst udsyn. Kerneemner, der optager den konservative minister, som har haft ansvaret for erhvervslivet siden 28. november 2016.

En af de største udfordringer for de små og mellemstore virksomheder er ifølge Mikkelsen digitalisering.
»De store lokomotiver klarer sig rigtigt godt, men vi kan se, at når det kommer til digitalisering, så halter de små og mellemstore virksomheder altså bagefter, og det er afgørende for produktionen og at tjene penge, at man er digital,« siger Brian Mikkelsen.

Som erhvervsminister har han netop søsat en digitaliseringspakke og en teknologipakke, der blandt andet skal lære virksomhederne at udnytte teknologi som f.eks. 3D print.

»Mange virksomheder får produceret møtrikker og skruer i Kina, men hvorfor ikke bruge den nye avancerede teknologi og selv printe det her – der er jo ingen grund til at sende det til Kina,« siger Brian Mikkelsen.

Amazon kommer
Til sommer kommer e-handelsgiganten Amazon formentlig til Danmark, og det kan godt bekymre ministeren.

»Det er afgørende, at man forsøger at samarbejde med dem, ligesom en maskinvirksomhed i Hvidovre, der har gjort det rigtigt godt og lavet aftaler med dem. For Amazon kan godt tryne de mindre virksomheder, så det kræver, at vi udnytter mulighederne og samarbejder, så vi ikke bliver låst af dem,« siger Brian Mikkelsen.

Når han sammenligner virksomhederne med udlandet, er han dog anderledes begejstret.
»Vi har et godt brand ude i verden, og danske virksomheder har et kæmpe handelsoverskud i forhold til USA. SMV’er er jo hele underskoven i dansk erhvervsliv, og vi skal være endnu bedre til innovation og udvikling. Selvfølgelig er det godt, at vi har de store giganter som Grundfoss, Lego, Danfoss og Mærsk, men de små og mellemstore virksomheder er hele kernen i dansk erhvervsliv. Og så skal vi udnytte synergien mellem dansk design og erhverv, så kulturen og erhvervslivet går mere hånd i hånd.«

Som erhvervsminister har Brian Mikkelsen blandt andet været med til at gøre det bedre og lettere at være virksomhed ved at fjerne nogle af reglementerne og give mulighed for fradrag af medarbejderaktier.

Iværksætteri i skolen
Han savner dog en kultur, hvor der er mere fokus på iværksætteri allerede i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.
»Hvis jeg kigger på for eksempel min datters klasse – hun går i 1. g og tænker på hvor mange af dem, der ville starte egen virksomhed, så tror jeg ganske få ville række hånden op. Hvis jeg spurgte en tilsvarende klasse i USA, ville formentlig mindst halvdelen række hånden op – jeg har selv gået i skole i USA og det er bare en anden kultur.

Jeg vil gerne have, at iværksætteri bliver et formål i sig selv, og at vi i skolen skaber en kultur, hvor vi opdrager eleverne til, at man ikke bare skal være lønmodtager, men tage chancer og få ideer. Jeg har mega respekt for de unge, der starter egen virksomhed – det er vildt sejt.«

Han vil gerne arbejde for at få endnu flere skatteafgifter ned, så det bliver billigere at være virksomhed. Han mener også, at nogle kommuner bør prioritere erhvervslivet mere. Ikke mindst hovedstaden.

»Jeg synes, at Københavns Kommune burde tage sig sammen. Normalt skyder jeg ikke sådan, men der er jo en grund til at de ligger i bunden af ratings, når det gælder venlighed overfor erhvervslivet. Det kan ikke være rigtigt at landets hovedstad ikke gør det lettere for erhvervslivet. Men det er jo fordi, der er et knaldrødt flertal og erhvervsliv er jo ikke ligefrem en rød prioritering. Men hvis man gerne vil have en god hovedstad, må man også sørge for, at erhvervslivet har det godt og det kommer alle til gode, turister og kommunekassen,« siger Brian Mikkelsen, der selv er født i København – opvokset i Ballerup og bor nu i Hellerup

»Jeg elsker København, men i øjeblikket får København for meget forærende. Man gør efter min mening ikke nok for erhvervslivet, men forudsætningen for velfærd og gode skoler og institutioner og veje er et erhvervsliv, der tjener penge,« siger Brian Mikkelsen.

Han har stor respekt for virksomheder som bryggeriet Mikkeller, der har satset internationalt.
»Det er så flot, det de har gjort, og hvis man skal være virksomhed i dag, skal man ligesom dem sørge for at komme ud over stepperne og kigge ud over landegrænsen. Jeg synes efterhånden der er kommet respekt for de virksomheder, som tør satse stort, ligesom Mikkeller. Og så kan jeg i øvrigt rigtigt godt lide hans øl.«

Af Anja Berth
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *