Skriv for at begynde søgning

IVÆRKSÆTTERI Seneste nyt

De stiller uret til klassisk succes

Thomas Andersen og Sebastian Skov har med firmaet About Vintage ramt et hul i ur-markedet. Deres ure har et prisleje, der gør dem til et alternativ til uret i bankboksen. Virksomheden er vækstet med 100 pct. om året, og næste skridt er Dubai og Mellemøsten. Men for at rejse midler til at komme i gang solgte de deres kæreste eje.

Tik tak. Tiden går og går. For at holde øje med den, er det ofte mobiltelefonen, der bliver hevet op ad lommen. Alligevel har to københavnske iværksættere stor succes med deres egen produktion og design af ure.
Thomas Andersen og Sebastian Skov delte interessen for ure allerede før de mødtes i 2004. og i dag har de en virksomhed, der er værdisat til et tocifret millionbeløb.

»Allerede i teenageårene interesserede vi os for design, fashion, arkitektur. Og i særlig grad for ure. Som mange andre købte vi alle mulige ure, vi havde råd til. Fake ure, og mærker man aldrig har hørt om og så videre. Men i takt med, at vi blev ældre og klogere, fik færdiggjort vores uddannelser og tjente flere penge, ændrede det sig,« fortæller Thomas Andersen.
De mødte hinanden på handelsgymnasiet, tog økonomuddannelser og fik deres første job.
»Det ville vi fejre. Og et ur minder dig om din uddannelse, dit bryllup eller noget helt tredje,« siger han og fortsætter:
»Vi ville fejre vores uddannelser med at købe vores første rigtige ur. Jeg købte et Rolex GMT vintage pepsi. Det er et ret ikonisk Rolex-ur, som jeg brugte hele min første månedsløn på. Sebastian gjorde det tilsvarende med et ur fra Tag Heur.«

Indstillet til første skridt
Derefter rejste Sebastion Skov og Thomas Andersen med deres kærester til Mexico. På det tidspunkt, det var i 2013, havde urproducenter som Daniel Wellington og Skagen Ure gjort forarbejdet ved at introducere uret som accessories til en overkommelig pris. Flere begyndte igen at gå med ur.

»Jeg har altid haft entreprenør-drømmen i mig. Og det var der på stranden, hvor vi sad og snakkede ure, at ideen blev født. Vi besluttede dybest set, at vi ville lave alternativet til uret i bankboksen. Vi ville ikke lave et accessory-ur, men et ur lige under de dyre, du gemmer i bankboksen,« fortæller Thomas Andersen.
Kæresterne grinede af dem, men ideen sad fast efter, de kom hjem. De tegnede skitser til ure, kontaktede en mellemmand, der havde styr på urproduktion og skabte deres første urkollektion på ydmyge 300 ure.

»I stedet for at begynde på noget, vi ikke var gode til, fandt vi nogen, der var, og brugte de nødvendige lærepenge på en mellemmand, for at finde ud af, hvordan det fungerer,« fortæller Sebastian Skov.
De første ure blev lynhurtigt solgt. Derefter fokuserede Thomas Andersen fuld tid på urene. Sebastian arbejde aften og weekend på det i et års tid, indtil han også sagde sit job op og gik på fuld tid i egen virksomhed.

Vigtigt forarbejde i Kina
Lærepengene til en mellemmand satte dem i stand til at eliminere ham. For de havde betalt for at lære det selv.
»Vi vidste, vi ikke skulle have en mellemmand på den lange bane. Vi skulle selv kende produktionen og have hænderne på kogepladerne. Derfor bookede vi to billetter til Hong Kong, og rejste rundt i det sydlige kina i 10 dage. Vi havde screenet 40 fabrikker på forhånd og endte med at besøge en 15-stykker,« fortæller Thomas Andersen og fortsætter:

»Vi har set alle de steder, der bekræfter fordommene om produktion i østen. Men vi har også set dem, der lever helt op til europæiske standarder. Vi udvalgte nøje tre producenter, så vi ikke var afhængige af en enkelt.«
De fandt ret hurtigt ud af, at det ikke bare var et spørgsmål om at finde en urfabrik. For der er én fabrik, der laver skiverne. En kronefabrik, en kassefabrik, en visefabrik og en remfabrik.
»Vi havde gjort et godt forarbejde, men at være to hvide knægte i Kina handlede i høj grad om at følge mavefornemmelsen,« siger Sebastian Skov.
Det gik slag i slag for de to unge københavnere, der blot er 31 og 32 år. De gik fra en lille produktion på 300 ure til i dag at producere 10.000 ure om året.
Måtte sælge sit kæreste eje
Efter besøget i Kina valgte de tre fabrikker ud. Og for finansiere den første bestilling, var der kun en vej at gå for vennerne.
»Vi tog den hårde konsekvens og solgte vores kæreste eje. Vi solgte vores ure. Derudover havde vi pengene med fra de første 300 ure vi lavede, sammen med de få penge, vi havde nået at spare op,« siger Sebastian Skov.
Derefter tog de alle pengene og lagde dem i den samme kurv.

»Det var up-front betaling og det vendte sig selvfølgelig i os, da vi lagde den første ordre på en halv million. Derefter måtte vi vente i fire måneder på, om der mon kom noget tilbage,« siger han og Thomas Andersen tilføjer:
»Når du kommer som en lillebitte mand i Kina og beder om at få lavet 1000 ure, så ser de på dig og siger; ’vi er vant til at lave 50.000. Hvorfor skulle vi gide det? Men der hjalp det, tror jeg, at vi er skandinaver, og de troede på vores projekt.«
For kineserne var det også en satsning, men de to københavnske iværksættere overbeviste dem om, at de havde et godt produkt.
Den dag i dag, er det stadig de samme tre samarbejdspartnere, de bruger.

Sund vækst er en forudsætning
År for år har de fordoblet deres vækst. Men fra den første dag, var det en præmis, at der skulle været et positivt cash-flow.
»Det er vigtigt for os, at forretningen kan leve i sig selv. Og at det er sund vækst. Man kan ikke undgå, når man laver de investeringer, vi gør lige nu, og når man vækster så meget, som vi gør, at man oplever negativt cash-flow. Men vi skal have sorte tal på bundlinjen hvert år. Der er en tendens til, at det er okay at lave underskud. Men det er bare ikke vores mentalitet. Vi skal skabe sund forretning hver dag,« siger Thomas Andersen.

Deres eksplosive vækst begyndte i 2014, hvor de skabte grundlaget. Året efter lancerede de deres web-shop. I dag har de syv fuldtidsmedarbejdere, deres egen butik, egne kontorer, og salg til over 60 lande.
»De sidste par måneder er vi begyndt at sætte fokus på Danmark. Vi brugte de første to år på virkelig at sige nej og virkelig opbygge brandet. Vi sagde kun ja til butikker og samarbejdspartnere, der gik i tråd med brandet,« fortæller Sebastian Skov og Thomas Andersen tilføjer:
»Vi sagde kun ja, hvis vi synes, butikkerne bidrog til vores brand. I dag har vi en rigtig fed konceptbutik i London, i New York, Soul, Hong Kong, Taiwan, Zürich, Melbourne, Tokyo og Kobe. I de store metropoler rundt om i verden, har vi vores ure i en lille fed butik, hvor vi synes, det giver mening, at de bliver solgt.«

Den omvendte verden
Allerede fra den første spæde start havde de fokus på det globale marked.
»Vi tænkte Global-first, for ure i lille Danmark vidste vi, var et dumt udgangspunkt. Vi vendte den derfor på hovedet og først efter et par år begyndte Danmark at være et hovedmarked,« fortæller Sebastian Skov.
De har indgået samarbejde med to danskere i Dubai, som styrer opgaven med at bygge brandet op i Mellemøsten. Og så har de lavet en ny særkollektion på 100 ure i samarbejde med det schweiziske urmærke Frédérique Constant.
»Det handler om at positionere os, og selvom de koster 25.000 blev de første 50 af dem solgt på 14 dage,« siger Thomas Andersen.
Vækst og kultur
Hvert år er de med deres virksomhed About Vintage vokset med mere end 100 pct.
»Det bliver sjovt nok sværere og sværere at vækste de 100 pct. om året. Men om det så bliver i løbet af 12 eller 18 måneder, så skal de 100 pct. rammes igen. Vores ambition, og det kan være det viser sig at være en 10-årsplan, er at blive et globalt, anerkendt affordable watch-brand,« siger Sebastian Skov.
Selvom de for længst er vokset ud af kælderen og har indrettet deres ’flagship store’ i Gothersgade med udsigt til Kongens Have, så er deres fokus stadig på de små detaljer og designet af urene. Det er, som de siger, en indgroet del af dem, at designe urene selv.
Med en målsætning om at vækste 100 procent om året, og indenfor en årrække blive en international anerkendt ur-producent, så er de altid på jagt efter de rette medrejsende.
»Vi har naturligvis et stort fokus på at drive forretningen, og derfor leder vi jo altid efter at få nogle dygtige mennesker med på rejsen. Vi kan ikke gøre det hele selv,« siger Sebastian Skov og Thomas Andersen tilføjer:
»Hele vores tilgang er, at det er forkert at sige ansatte. Vi forsøger at finde ligesindede iværksættertyper. Og selvom vi jo godt kan forstå, når de kommer og spørger om de må det og det, er vores svar altid, at vi stoler på din dømmekraft. Hvis du synes prisen er rigtig, så er den rigtig. Hvis du synes, det er giver mening, så er det rigtigt. Vi har jo vurderet dig i jobsamtalen. Du har en god dømmekraft, og vi tror på, at du træffer de rigtige beslutninger.«

facts
3 GODE RÅD
Der er jo ikke én rigtig måde at gøre tingene på. Slet ikke, når det kommer til iværksætteri. Men skal det være så lad det være:
1. Gør det 100 procent. Så sker der noget.
2. Passion. Kun din begejsting og passion kan få dig til at yde det nødvendige
3. Brug din mavefornemmelse og spring ud i det. Få det gjort.
Kilde: Thomas Andersen og Sebastian Skov

Af René Mølskov
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *