Skriv for at begynde søgning

Byggeri og Byudvikling Tendens Uddannelse

Det går den rigtige vej: Kvinder vælger byggefagene til

Erhvervsuddannelserne har traditionelt været meget kønsopdelte, men nye tal viser, at flere unge kvinder nu så småt er begyndt at vælge bygge- og anlægsbranchen til.

Der var en gang, hvor kvinder blev frisører eller klinikassistenter. Men svaret er ikke længere så oplagt, som det har været, når det gælder kvindernes fremtidsdrømme.

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at kønsfordelingen på stadig flere uddannelser inden for bygge- og anlægsområdet er under forandring.

»Der sker noget nu. Tidligere har vi set kvinderne indtage malerfaget og på det seneste også snedkerfaget, men netop nu ser vi betydelig flere kvinder på uddannelserne inden for alle de større fagområder i bygge- og anlægsbranchen. Nogle steder sker stigningerne ganske vist fra et lavt niveau, men det er så markant, at det ikke er til at overse,« siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

Antallet af kvinder, som har indgået en praktikaftale inden for bygge- og anlægsbranchen, er fra 2017 til 2018 steget med hele 18,5 procent.

Malerfaget er stadig det fag inden for bygge- og anlægsbranchen, der har den højeste andel af kvinder. Faktisk udgør kvinderne i dag hele 55 procent af eleverne på maleruddannelsen. Men der er også sket en markant udvikling inden for snedkerfaget, hvor henholdsvis 14 og 19 procent af eleverne på uddannelserne til bygningssnedker og maskinsnedker i dag er kvinder.

Kræver mod

»Det kræver selvfølgelig mod at være blandt de første kvinder på en uddannelse. Men lige så snart du ikke længere er den eneste kvinde på holdet eller i den virksomhed, hvor du skal i praktik, bliver det noget helt andet. Derfor glæder det os meget, at der nu også så småt ser ud til at være et tøbrud på vej for kvinderne på tømrer- og mureruddannelserne,« siger Louise Pihl.

Antallet af kvinder, der indgik praktikaftale på tømreruddannelsen, steg fra 2017 til 2018 med 33 procent, mens andelen på mureruddannelsen steg med 13 procent. nmb

Skriv en kommentar