Skriv for at begynde søgning

Seneste nyt

Erhvervspriser kom i nye hænder

Bæredygtighed og vækst var den røde tråd i debatterne på det årlige Erhvervsdialogmøde, hvor fire københavnske virksomheder gik hjem med Københavns Kommunes Erhvervpris 2019.

Både hvis man kigger sig tilbage over skulderen eller vender blikket fremad mod hovedstadens mål for den grønne omstilling, er der meget at glæde sig over. I hvert fald hvis man anskuer udviklingen fra en overborgmesterstol.

Med temaet ’København som bæredygtig metropol – hvad er potentialet for byens virksomheder’ indledte overborgmester Frank Jensen det sjette erhvervsdialogmøde med den faktuelle oplysning, at København har reduceret CO2-udledningen med 38 pct. fra 2005 til 2014, hvor befolkningen samtidig er vokset med over 16 pct.

»Det viser, at vi godt kan have en meget stor befolkningsmæssig vækst samtidig med, at vi reducerer vores miljøpåvirkning,« konkluderede Frank Jensen – vel vidende at der stadig er meget langt til indfrielsen af kommunens mål om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

Hvordan det kan realiseres, var der lejlighed til at udfordre under både paneldebatten og rundbordssamtaler, hvor flere erhvervsfolk kom med konkrete eksempler fra hverdagen, som kan bidrage til at speede op for omstillingen.

Jesper Julian Møller, grundlægger af streetfood-markedet Reffen, kunne eksempelvis fortælle, hvordan man bruger meget energi på at affaldssortere på Reffen og efterlyste muligheder for at kunne få lov til at kompostere, hvilket ikke er muligt i dag.

Og hos Søren Brøchner-Mortensen, ejer af Brøchner Hotels, var der stor forundring over, at afhentning af affald ikke koordineres. I stedet for at sende en bil ud for at hente alt affaldet, kommer der fem forskellige biler og henter forskelligt affald fra hotellerne, påpegede han. Det forstærker samtidig trængselsproblemerne i byen, som er en anden meget stor udfordring for byen, sagde han.

Stormøde for borgmestre

Virksomhederne blev inviteret med i arbejdet med at fremme den grønne omstilling og præsentere de bedste input, når Københavns Kommune 9.-12. oktober er vært for det årlige C40 Mayors Summit. Her kommer borgmestre fra verdens største byer til København for at udveksle erfaringer og sætte fokus på de mest effektive klimaløsninger og bæredygtige byer.

»De kommer her for at få konkrete løsninger med hjem. Vi har sat den målsætning, at man skal komme med sin bedste klimaløsning fra sin egen by, og så skal man have mindst to gode muligheder med hjem fra København,« sagde Frank Jensen.

Under topmødet ønsker København Kommune, at give gæsteren en oplevelse af København som en hovedstad, der sammen med borgere og virksomheder skaber en mere bæredygtig fremtid. Det vil bl.a. ske gennem værtskabsprogrammet ’Live Like Tomorrow’, som byder på en række arrangementer for både borgere og virksomheder, der vil folde borgmestertopmødet ud til hele København.

Vinderne i kategorien Innovation

Det blev DUOS, der har evnet at italesætte fleksjobbere som en ressource og tænke innovativt indenfor socialt arbejde og rekruttering. Virksomheden har fået borgere, der i længere tid har været på kanten af arbejdsmarkedet, i job, hvor de kan bruge deres kompetencer overfor medborgere, der har brug for hjælp i hverdagen.

Vinderne i kategorien Iværksætteri

Virksomheden Too Good To Go (foto) bekæmper madspild via en app, der forbinder forbrugere med forretninger og restaurationer, der ved lukketid har mad i overskud. Efter tre år bruges app’en i ni lande, har otte millioner registrerede brugere og samarbejder med over 16.000 forretninger. App’en har hidtil reddet over 11 millioner måltider fra skraldespanden.

Vinderne i kategorien Attraktiv By

GoBoat har formået at integrere byens kanaler på en ny og attraktiv måde og havde i 2018 hele 260.000 brugere. GoBoat skaber oplevelser for både københavnere, besøgende og turister, og er international ambassadør for København.

Vinderne i kategorien CSR, miljøansvar og socialøkonomiske virksomheder

Værktøjsleverandøren Carl Ras sætter social og miljømæssig ansvarlighed højt på dagsordenen samtidig med at de skaber forretning med fornuftig vækst. Carl Ras indsamler og donerer brugt værktøj til projekter i udviklingslande, genanvender plastkrus, leverer varer på eldrevne scootere og samarbejder med organisationen Plastic Change.

Af Jeanette Hougaard Gram

erhverv.redaktion@minby.

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *