Skriv for at begynde søgning

INDBLIK Konferencer Seneste nyt

Fokus på konferencer: Helt ud af vante rammer

Det er nemmere at åbne op og lære nyt, når man kommer væk fra de kendte rammer og forstyrrelser i virksomheden, forklarer erhvervspsykolog Michael Brorsen. Og han har i den grad gjort sit for selv at skabe inspirerende rammer til kurser og møder.

»Her ser ud, som om man har inviteret en busfuld pensionerede damefrisører, hældt lidt LSD og speed i deres morgenkaffe, og så sat dem løs med et alt for stort budget«. Sådan lyder en anmeldelse fra en gæst, der i 2017 kom indenfor hos MBK A/S i Pilestræde. Enten for at deltage i et af MBK’s kurser eller som deltager i et eksternt kursus eller møde, som det gav mening at leje sig ind og holde her.

Gæsten har åbenlyst ret i sin anmeldelse – indretningen her er meget anderledes, og det er netop en væsentlig grund til, at virksomhedens score på trustpilot er steget til maksimumpoint.

»Det er lokalerne, indretningen, udsmykning og kunsten – det er meget inspirerende – og så er servicen høj,« lyder det fra ejeren og erhvervspsykologen Michael Brorsen, når han skal opsummere, hvorfor gæsterne vurderer MBK A/S så højt i næsten 500 anmeldelser af lokalerne. Det meste af indretningen i den fire år gamle virksomhed står Michael Brorsen selv for. Det er lidt af en tilfældighed, det gik den vej, men prioriteringen af kunst på væggene og variation i indretningen er nøje gennemtænkt.

Hjemmegjort virkede bedst
»I starten havde jeg en masse dyr kunst, der var blandt andet et billede til 150.000 kroner, og så havde jeg selv lavet nogle fotos, som vi hang op. Og jeg lagde mærke til i gæsternes evalueringer, at der var aldrig nogen, der skrev om det dyre billede, men rigtig mange skrev om de fotos, jeg selv havde taget. Da det jo i forvejen koster millioner at bygge sådan nogle mødelokaler om, lydisolere og alt muligt, så fandt jeg ud af, at jeg bare selv kunne indrette,« siger Michael Brorsen, der står bag de fleste billeder og installationer, som blander sig med værker af Cathrine Raben Davidsen, Michael Kvium, John Kørner, Kurt Trampedach og Joan Miro.

»Hvis du får nogle omgivelser, som er hyggelige og inspirerende, så vil du automatisk også åbne mere op, når du skal lære noget. Det gælder om at komme ud af de vante rammer og få brudt nogle af de sædvanlige måder at tænke på. Det er faktisk rigtig svært at lære noget nyt, men hvis man putter mennesker ind i anderledes omgivelser, bliver de bedre til at åbne op. Meget af kunsten her er meget anderledes, men vi har har gjort meget ud af at det samtidig skal være hyggeligt. For hvis du både kommer ud af din komfortzone og føler dig utryg, så lærer du ikke noget nyt. Ligesom i undervisning, hvor der skal være variation, gælder de samme principper i indretningen. Inspirationen kombineret med tryghed er vigtige sammen. Det er meget simpelt. Man kender det også fra en fest – det er altid i køkkenet, der er mest hyggeligt. Vi prøver at skabe en masse køkkener her,« forklarer Michael Brorsen.

Ude i stedet for hjemme
MBK A/S bruger ikke mange penge på markedsføring, for der er altid godt fyldt op. I år forventes 30.000 gæster for Michael Brorsen vægter at holde lave priser og til gengæld have mange bookinger. Det giver mange en rimelig mulighed for at holde vigtige møder og kurser ude i byen.

»Det har kæmpestor betydning at komme ud af huset. Helt lavpraktisk fordi man ikke bliver forstyrret af chefer og telefon og lige tjekker mails i pausen. Hvis man vælger at holde møder hjemme, så skal lokalet ligge langt væk fra den normale arbjdsplads. For hvis man ikke kan koncentrere sig, så kan man lige så godt lade være. Hvis man er 10 mennesker, er det 10 arbejdsdage, og hvis udbyttet kun er 30%, så er det et dyrt kursus.

Mens hvis du trækker folk ud af huset, så de ikke bliver forstyrret, er folk helt anderledes til stede, og det gør en meget stor forskel. Det er i hvert fald min personlige oplevelse, » siger direktøren.

Af Jeanette Hougaard Gram
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *