Skriv for at begynde søgning

Ledelse Seneste nyt

SMV-formand: “En bestyrelse skal være alt det, ledelsen ikke er”

‘Tænk stort’ var temaet for SMV Dagen i Dansk Industri. Professionalisering og sammensætning af bestyrelsen er helt afgørende for, at virksomheden kommer med på vækstrejsen, lød det undervejs.

Der er ingen tvivl om, at vi mennesker er de klogeste dyr. Det er ikke tilfældigt, at det netop er os, der får lov til at forlade Zoologisk Have om aftenen, når den lukker,« sagde hjerneforsker Peter Lund Madsen og fik med det samme skruet store smil på salens mange ansigter, der var mødt op til den årlige SMV Dag i Industriens Hus.

’Tænk Stort – din virksomhed i større skala’, var temaet for dagens program, som spændte lige fra hjerneforskerens underholdende forklaring på, hvordan vores hjerne er i stand til at tænke store tanker til indlæg fra scenen med eksempler på, hvordan det er omsat i virksomheder som Arhus og Horsens Taxa, IIH Nordic A/S, Rose Holm A/S, Mountain Top Industries ApS og Give Steel A/S.

Når det alligevel ikke lykkes at tænke stort i alle virksomheder, kan det skyldes, at virksomheden ikke har fået sat bardunerne rigtigt fra start med den rigtige bestyrelse, indledte Vibeke Svenden, formand i DI’s SMV-udvalg og administrerende direktør i Envotherm.

Sammensætningen af den rigtige bestyrelse er nemlig helt afgørende for, at virksomheden kan tænke stort og skalere, understreger Vibeke Svendsen.

»Man skal rekruttere bestyrelsesmedlemmer som man rekrutterer medarbejdere. Man skal lave en profil og sige: hvor er det vi er stærke i vores ledelse, og hvor har vi brug for at få hjælp. Nogle (bestyrelsesmedlemmer, red.) er rigtige gode til opstartsfasen, andre er gode til at produktionsoptimere og andre igen til at starte nye markeder op.

Det er rigtig afgørende, for uanset hvor dygtig du er, så er langt de fleste af os specialister. Det er dét, der gør, at vi bliver iværksættere, fordi vi er gode til noget og tror på vores produkt, men vi favner ikke alt, hvad det ellers indebærer. Hvordan får vi blandt andet sikret, at medarbejderne er med på rejsen og efteruddannet? Hvordan sikrer vi gode leverandøraftaler, den rigtige kvalitet og hvor vigtig er en given certificering for nye markeder? Hvis du vil vækste og blive kæmpestor, så er du simpelthen nødt til at lukke nogen ind, som kan det, du ikke selv kan, og det skal man ikke være bange for,« siger Vibeke Svendsen.

Astrid Donnerborg, Henrik Stenmann og Ann Rose Bokkenheuser fortalte om deres vej til vækst i virksomhederne Aarhus og Horsens Taxa, IIH Nordic og Rose Holm. Foto: Martin Sørensen

SMV’ernes udfordringer

Hvilke udfordringer ser du i forhold til at SMV’erne finder de rigtige til bestyrelsen?

»Nogle er bare gode til at netværke, men det at blive selvstændig kræver næsten, at du arbejder 48 timer i døgnet. Mange gange har du selv alle rollerne i virksomheden, så det med at komme ud og netværke, det får man ikke lige gjort og pludselig er det netværk, man havde, måske væk. Så jeg tror, at det er vigtigt at fokusere på, at afsætte tid til at komme ud og få ny inspiration, holde sig ajour med, hvad der sker i ens branche. Får man nye kunder forventer de også, man er helt oppe på beatet med, hvad der sker i branchen.«

Både i din egen virksomhed og i andre virksomheder bliver udbyttet af de enkelte bestyrelsesmedlemmer løbende evalueret. Hvorfor er det vigtigt?

»Nogle bestyrelsesmedlemmer synes jo næsten, at de er en gave til virksomheden – alene af den grund at de stiller op. Men det er et job ligesom alt andet, og det er helt afgørende for virksomheden, så derfor skal man heller ikke stille op, hvis man ikke kan byde ind med noget. For det kan simpelthen sætte en virksomhed fuldstændig standby og gøre at væksten kommer alt for sent. Så man skal tage det job alvorligt.«

Hvad vil du anbefale startups at gøre – som ikke har erfaring eller råd til honorarer?

»Man kan gå på Linkedin og for eksempel invitere til ost, rødvin og en brainstorm. Dem, der dukker op er ekstra interesserede og måske potenetielle bestyrelsesmedlemmer. Ellers kan man prøve at kaste bolden op i DI, Rotary og lokale erhvervsforeninger – der er masser af folk, der gerne vil hjælpe,« råder Vibeke Svendsen.

 

Af Jeanette Hougaard Gram

erhverv.redaktion@minby.dk

 

Skriv en kommentar