Skriv for at begynde søgning

PERSPEKTIV Seneste nyt

”Formel 1 er en unik mulighed for at brande byen”

Erhvervsmanden Lars Seier og tidligere minister Helge Sander arbejder på højtryk og i en kamp mod uret for at få Formel 1 til København i 2020. Formel 1-organisationen har sagt ja til Danmarks hovedstad, der vil udgøre en unik ramme til den gigantiske event.

Det er en travl torsdag formiddag i København for erhvervsmanden Lars Seier Christensen og forhenværende videnskabs- og teknologiminister Helge Sander.
De starter dagen med en gang morgenmad på Hotel d’Angleterre, hvorefter turen går til møde med finansminister Kristian Jensen, erhvervsminister Brian Mikkelsen, kulturminister- og kirkeminister Mette Bock, Københavns overborgmester Frank Jensen samt formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen.

I følge de to initiativtagere er det offentlige Danmark meget interesseret i at få et Formel 1-løb til landets hovedstad.
Kongehus og regering har givet grønt lys for projektet – og Formel 1-organisationen ’Formula One Group’ – ejet af det amerikanske medieselskab Liberty Media Corporation – er klar til at arrangere løbet i København.

»Jeg vil tro, at hvis jeg ringer i eftermiddag og meddeler, at København er klar, så vil de sige ja på stedet,« siger Lars Seier Christensen.
Han er ikke selv specielt interesseret i motorløb, selv om han erkender, at et Formel 1-race altid er interessant.

»Men det er ikke derfor, at jeg er med i dette projekt. Det er fordi, det er interessant at være med til at skabe dette kæmpestore arrangement, der virkelig vil sætte København på verdenskortet. Man skal huske på, at København formentlig aldrig vil få et OL eller VM i fodbold til byen.
Netop derfor er Formel 1 en af de kæmpestore begivenheder, som København kan arrangere. Det vil få andre arrangører af store begivenheder til at få øjnene op for København,« siger Lars Seier Christensen

»Der er en hård kamp om at tiltrække kongresser og større events til byer rundt omkring i verden, så jeg synes, at dette er en enestående mulighed for at brande byen København – en unik showcase for byen,« siger Lars Seier Christensen, der lige nu vurderer chancerne for, at der køres Formel 1 i København i august 2020, til at være 50/50.

Et Formel 1-løb i København vil ifølge initiativtagerne være en helt unik mulighed for at sætte Danmarks hovedstad på verdenskortet. »Alle verdens byer kæmper om at tiltrække events og konferencer, og her må vi sige, at Formel 1 er et af de stærkeste events, man kan forestille sig,« siger pengemanden Lars Seier Christensen, der er blandt initiativtagerne. Foto: Ritzau / Scanpix. 

Lars Seier Christensen har taget initivtiv til Formel 1 i København sammen med forhenværende videnskabs- og teknologiminister Helge Sander.
Helge Sander fortæller til Erhverv København, at der nu skal sættes en politisk proces i gang i København, hvor først og fremmest Københavns Borgerrepræsentation skal give til kende, om den er interesseret i begivenheden eller ej.
Flere partier har erklæret, at de ikke er tilhænger af ideen – og bl.a. er Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten imod projektet.
Hvis også SF bekender, at de er modstandere, er det tæt på et rødt lys til Formel 1 i København.

»Vi er også nødt til at tænke på, at Formel også gerne vil have besked: Er København med eller ej,« siger Lars Seier Christensen, der peger på tre afgørende ting, før der kan viftes med startflaget:

»For det første venter vi på det politiske aspekt, hvilket først og fremmest vil sige Københavns Borgerrepræsentation. For det andet er der økonomien og arbejdet med at skaffe sponsorer. Endelig er der arbejdet med at gøre løbet til et eksponeringsvindue for byen med presse, videoer og alle de sociale medier,« siger Lars Seier Christensen.

Han understreger, at mange virksomheder i og omkring København med fordel kan være partnere på forskellige niveauer til Formel 1.
»Også mindre virksomheder kan være med – det kunne være interessant at invitere kunder med til Formel 1,« slutter Seier Christensen.
Helge Sander har med dette initiativ understreget talentet til at skabe store ting i dansk idræt. Tilbage i 70’erne tog han sammen med OL-helten Harald Nielsen initiativet til professionel fodbold i Danmark.

Senere genoplivede han 6-dages løbene. Han mener, at et Formel 1 i København vil være meget værdifuldt i byen.
»Med al respekt vil jeg mene, at et Formel 1 i København vil have langt større positiv effekt for byen end f.eks. at deltage i en verdensudstilling i Tokyo,« siger han.

Ehvervslivet glæder sig
Også HORESTA – organisationen for hotel, restaurant- og turisterhvervet – byder et Formel 1 velkommen til byen.
»Vi hilser alle større begivenheder velkommen til København,« siger medlemschef Nadeem Wasi fra HORESTA.

»Et Formel 1 i København vil betyde, at der kommer flere mennesker ud for at spise og drikke i byen, og det er da klart i vores medlemmers interesse. Det vil være med til at udbygge Københavns gode ry som en international by – bl.a. med vore mange gode spisesteder.Ret kapacitetmæssigt kommer det ikke til at spille nogen afgørende væsentlig roller for byens hoteller, der i forvejen har en høj belægningsprocent, men det vil være godt for mange andre brancher, butikker, restaurationer, transportvirksomheder med flere.
Alle begivenheder af den karakter som et Formel 1-løb er, har stor betydning for de mange forretningsdrivende, der er medlemmer hos os,« slutter Nadeem Wasi.

FACTS

FORMEL 1

Formel 1 regnes for at være den fornemmeste klasse i motorsport.
Det officielle VM for kørere med et Formel 1-reglement blev startet i 1950. Løbet blev vundet af italienske Giuseppe Farina i en Alfa Romeo.
Blandt de mest vindende kørere er argentinske Juan Manuel Fangio, engelske Jackie Stewart, østrigske Nicki Lauda, franske Alain Prost, tyskerne Michael Schumacher og Sebastian Vettel og engelske Lewis Hamilton.
Fem danskere har optrådt i Formel 1: Tom Belsø, Jac. Nellemann, jan Magnussen, Nicolas Kiesa og nu Kevin Magnussen, der kører for amerikanske Team Haas.
Formel 1 kan følges på TV3+ og TV3.

Af Finn Edvard

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *