Skriv for at begynde søgning

Byggeri og Byudvikling INDBLIK Portrætter Seneste nyt VIRKSOMHEDER

Gazelle-hviskerne på taget

Fem gazeller på fem år. Det går rigtigt stærkt hos Byens Tag & Facade, men det har egentlig aldrig handlet om at blive store for firmaet, der stadig har en gennemgående kærlighed til arbejdet med ældre og historiske bygninger og stadig insisterer på at holde rejsegilder på de københavnske tage.

Inde under overdækningen på taget ved Københavns Rådhus er et par stilladsarbejdere og en lille håndfuld medarbejdere fra Byens Tag & Facade i fuld gang med at lægge nyt tag og lave et omfattende kobberarbejde på rådhuset i ly fra det lunefulde danske forår.

Der bliver arbejdet koncentreret, og dette er da også at betragte som en prestigeopgave for Byens Tag & Facade, som også tidligere har været med til at lave tag på Amalienborg og Christiansborg.

Det falder da også fint i tråd med Byens Tag & Facades selvforståelse at kaste sig over komplekse byggesager. Det hører sig til, når ambitionsniveauet kan afspejles i fem gazellepriser på fem år.

Drømmen
Men for at kunne forstå, hvad der gør en virksomhed som Byens Tag & Facade til Gazelle fem år i træk, er man nødt til at træde et par skridt tilbage.

Byens Tag & Facade så dagens lys i 2008, da Christopher Blak og Kenneth Busch-Hansen valgte at træde ud af rollen som lønmodtagere for at begive sig ud på rejsen som selvstændige. De to blikkenslagere har medvind fra start, og i 2012 beslutter de at udvide ejerkredsen med deres tidligere chef Niels Johansen, der tiltræder som tilbudsansvarlig bestyrelsesformand, samt Casper Borgen Larsen der kommer med masser af erfaring fra branchen og tiltræder som ansvarlig for produktionen og administrerende direktør.

De fire har tilsammen en drøm. En drøm de er i fuld gang med at udleve – og hvis man er i tvivl, skal man bare tage et kig over i vindueskarmen i det åbne kontorlandskab på firmaadressen i København S, hvor fem gazeller vidner om, at drømmen lever.

De fire ejere drømmer om at skabe en virksomhed med nogle rammer, som gør, at mennesker, faglighed og resultater går hånd i hånd. De vil have en virksomhed, der skiller sig ud, hvor et ord er et ord, og hvor fagligheden og det gode håndværk gør en forskel for deres kunder.

Værdierne fører til gazellehøst
»Vi er meget forskellige i ejerkredsen, men vi bruger dynamikken i forskellighederne til at skabe styrke og udvikling,” siger bestyrelsesformand Niels Johansen og fortsætter:

»Vi ønsker at en være en virksomhed i øjenhøjde, hvor vi alle har energi i hverdagen. På en renoveringsbyggesag møder vi udfordringer, og jo mere overskud vi har til at finde løsninger, jo lettere når vi i mål på sagen. Vi ved, at samarbejde er vejen for os og derfor italesætter vi det i hverdagen, men også når vi laver personalearrangementer eller planlægger uddannelse, har vi vores værdier med i mindsettet.«

Værdierne hos Byens Tag & Facade er energi, tillid, samarbejde og glæde.

Og ifølge Niels Johansen er det også i værdierne, at vi finder hemmeligheden bag den usædvanlige gazellehøst, hvor Byens Tag & Facade de sidste fem år er blevet kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen.


»Værdierne driver væksten,« siger Niels Johansen og fortsætter:
»Vi havde og har stadig stort fokus på mennesker og det at skabe gode rammer for medarbejderne, kunderne, rådgiverne og samarbejdspartnere. Vi går efter at skabe et hold, hvor vi nødvendigvis ikke skal lave det samme, men vi skal altid lykkes med det samme.«
Holde pause

Hos Byens Tag & Facade er der derfor også nogle helt faste ritualer og rutiner, som ikke bliver afviget.

»Vi har selvfølgelig gode ansættelseforhold, moderne værktøj og så videre. Men vi har også personaledage, hvor vi arbejder med at sætte ord og handling på, hvordan vi lever virksomhedens værdier ud i verden, og så holder vi rejsegilde på tagene, hvor vi tager os tid til at holde pause fra arbejdet og nyde hinandens selskab,« siger Niels Johansen.

En del af hemmeligheden bag gazelle-opskriften skal også findes i den konstante udvikling, som Byens Tag & Facade har været i over den seneste årrække. En udvikling som blandt andet har betydet, at firmaet i dag har Københavns største blikkenslagerværksted ved firmadomicilet i det københavnske sydhavnskvarter.

Og det er ikke sket ved en tilfældighed, fortæller Niels Johansen.
»En del af de løsninger, vi leverer til vores kunder, indebærer en egenproduktion på værkstedet. Vi ønsker gode og moderne arbejdsforhold for vores medarbejdere, så vi har fra start haft fokus på at skabe et velfungerende blikkenslagerværksted, hvor de nyeste maskiner er med til at optimere arbejdsgangene – både her på værkstedet, men også i dagligdagen på de københavnske tage,” siger Niels Johansen og tilføjer:
»Det er gået rigtigt stærkt de sidste fem år. Men det er ikke gået for stærkt.«

FACTS

BYENS TAG & FACADE
Grundlagt: 2008
Medarbejdere: 60+
Produkt: Tag- og facaderenovering
Omsætning: 118 mio. kr.

Af David Foli
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *