Skriv for at begynde søgning

Seneste nyt

Her får du hjælp til at undgå digitale tyveknægte

Ny informationsportal skal hæve danskernes digitale sikkerhed. Erhvervsministeriet og Innovationsministeriet er gået sammen om tiltaget, der skal dæmme op for it-kriminalitet mod danske virksomheder.

Størstedelen af danske virksomheder har prøvet det: Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af cybertruslen mod Danmark i 2018 er ’meget høj’, og regeringens strategi for at imødegå udviklingen indeholder 25 initiativer til 1,5 milliarder kroner.
Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, og de it-kriminelles metoder og evner til at udnytte ny teknologi udvikler sig hele tiden: Digital afpresning, virus, hacking, økonomisk kriminalitet og cyberspionage. Derfor har innovationsminister Sophie Løhde (V) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) sammen med en lang række aktører lanceret en ny informationsportal, som skal være med til at øge danskernes viden om, hvordan de bedst beskytter sig mod digitale farer.
På portalen sikkerdigital.dk kan både borgere, virksomheder og myndigheder finde viden om en sikker digital hverdag.
Lanceringen skal medvirke til at forbedre bevidstheden om de digitale trusler og give anvendelige værktøjer og gode råd til at øge deres digitale sikkerhed. Portalen er et af de centrale initiativer i den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed, som regeringen præsenterede i maj.
Sikkerdigital.dk skal gøre det let at finde frem til hjælp, hvis et digitalt uheld er ude. I de kommende år vil hjemmesiden være omdrejningspunkt for ny viden og hjælp til danskerne om aktuelle emner og temaer.

Konkret vejledning

For erhvervsminister Rasmus Jarlov er det vigtig, at særligt de små og mellemstore danske virksomheder nu har ét samlet sted, hvor de kan få viden og konkret vejledning om, hvordan de får styr på it-sikkerheden:
»Det er vigtigt, at vi i dag lancerer sikkerdigital.dk, der stiller konkret vejledning og værktøjer til rådighed for vores små og mellemstore virksomheder. Cirka en tredjedel af dem kan nemlig godt bruge hjælp til at få bedre styr på it-sikkerheden. Med den nye informationsportal er den hjælp lettilgængelig. Det gør det mindre bøvlet for virksomhederne at sikre sig bedre mod it- og cybertrusler, og så kan de få mere tid til deres kerneforretning,« siger han.
På den virksomhedsrettede del af Sikkerdigital.dk kan danske virksomheder få viden og vejledning om, hvordan de beskytter deres virksomhed, hvilke trusler virksomheden skal være opmærksomme på, og hvad de kan gøre, hvis de bliver ramt af en sikkerhedshændelse.

Facts:
SIKKER DIGITAL
– Erhvervsstyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen står bag Sikkerdigital.dk i samarbejde med Center for Cybersikkerhed, Politiet, Datatilsynet, Det Kriminalpræventive Råd og Forbrugerrådet Tænk.
– Portalen er en del af regeringens nationale cyber- og informationsstrategi. Som en del af strategien er der afsat 1,5 milliarder kroner til generelt at styrke cyber- og informationssikkerheden i Danmark.
– Over 210.000 danskere har mistet penge som følge af onlinesvindel eller -afpresning.
– Ca. 950.000 danskere har oplevet, at computeren var inficeret med virus eller andre typer skadelige programmer.
– Over 1,2 millioner danskere har været udsat for mindst en af fire trusler: virus, misbrug af personlige oplysninger, tab af data eller penge
– Se mere: sikkerdigital.dk

Af Jacob Schneider

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *