Skriv for at begynde søgning

KARRIERE Ledelse Seneste nyt Uddannelse

Høj succesrate på lærlingefronten

Hos 2M El-installation i Herlev har virksomheden løbende opbygget et flow af lærlinge, og de udgør 50% af styrken. Det er ikke noget problem at have så mange. Det er tværtimod den nemmeste vej til at skaffe kvalificeret arbejdskraft, forklarer direktøren.

Virksomheden 2M El-installation A/S tager tre-fire lærlinge ind om året, og i gennemsnit har det 15 år gamle firma 12-16 lærlinge i folden og beskæftiger cirka et tilsvarende antal svende. Fordelingen mellem lærlinge og svende fungerer fint, forsikrer direktør og medejer Martin Sørensen.
»Det er ikke rigtig noget problem at have det antal lærlinge, når man har sat det i system. For seks år siden tog vi to ind, og så har vi løbende opgraderet og på den måde blandet tilgangen af de helt grønne og dem, der er relativt godt klædt på fagligt. Det har taget en del år at opbygge det flow, men også firmaets parathed til at tage dem ind, bygge på dem og senere kunne høste af de erfaringer, vi har givet dem.
Selvfølgelig er det også et sats, hvis vi lige pludselig ikke har noget arbejde, og så har vi dem jo på kontrakt. Men vi har haft en relativ konstant arbejdsmængde gennem årene,« siger Martin Sørensen.
På med ja-hatten
Martin Sørensen er af den opfattelse, at det er muligt for de fleste virksomheder at stige på uddannelsestoget og tage lærlinge.
»Jeg vil mene, at de fleste virksomheder indenfor håndværk og service vil kunne gøre det. Men det kræver også forståelse blandt de faglærte at tage lærlinge. Man skal have ja-hatten på i forhold til at lære dem op.
Det har været svært at skaffe kvalificerede faglærte medarbejdere, og det vil det stadig være. Men her har jeg gennem årene haft større succes med at udlære vores egne svende i stedet for at skaffe dem udefra. 75% af de faglærte, vi har, er udlært i 2M, og de er oplært til lige nøjagtig det, vi har brug for,« siger Martin Sørensen.
På spørgsmålet om en økonomisk bonus i den nye aftale, Praktikplads-AUB, vil få en virksomhed som 2M El-installation til at tage flere lærlinge er svaret ’nej’.
»Det er ikke noget, vi går efter økonomisk. Det er peanuts, man får, og er ikke noget, der gør, at jeg vælger at tage flere lærlinge. Men det kan være, at det betyder, at nogle af de virksomheder, som ikke gør det nu, begynder på det.«

Af Jeanette Hougaard
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *