Skriv for at begynde søgning

Branche nyt Overblik Tursime

Hotel Guldsmeden: ”Bæredygtighed er vores dna”

For ægteparret Sandra og Marc Weinert er økologi og bæredygtighed en livsstil, og det smitter af på deres hotelkæde Guldsmeden.

Don’t panic – it’s all organic.
Skærmen i foyeren til Manon Les Suites manifesterer hele budskabet i én sætning.
Allerede i receptionen bliver man med bløde sofaer, kelimmønstrede puder og coffeetable-bøger mindet om, at bæredygtighed og økologi er grundstenen og filosofien bag hotellet, som er en del af hotelkæden Guldsmeden.
På hylderne frister cremer, shampoo og olier, og i hjørnet står dåser med te og friske juicer i glaskarafler. Alt sammen bæredygtigt og økologisk.
Det er ægteparret Sandra og Marc Weinert, der står bag Guldsmeden Hotels’ i alt 11 hoteller. Det seneste, Manon Les Suites, åbnede i foråret i Gyldenløvesgade.
Historien begyndte i 1999, da parret åbnede deres første hotel, Hotel Guldsmeden, i Guldsmedgade i latinerkvarteret i Aarhus. Bæredygtigheden var en del af deres personlighed – Marc Weinert er vokset op med, at man ikke smider ting ud – og derfor var det naturligt at indrette hotellet med bæredygtige materialer og møbler fremstillet af deres ven i Indonesien.
Økologi var nyt i Danmark, men det var begyndt at spire med blandt andet naboen, bageriet Emmerys, og morgenmaden på det lille aarhusianske Guldsmeden var i midten af 00’erne næsten 100 procent økologisk.

Det gyldne Ø
I takt med at parret åbnede flere hoteller i København blev den økologiske morgenmad et kendetegn. Stadig uden certificering, men som en del af hotellernes personlige fortælling og dna.
I 2009 under klimakonferencen gik det op for familien og partnerne, at det ikke var nok at have økologisk morgenmad: Gæsterne ville have blåstempling.
»How can I know it’s all organic?« kunne amerikanske turister spørge ved morgenmaden,
»Det var jo lidt patetisk at skulle hente bøtterne ude i køleskabet, så vi fik certificering, det gyldne Ø. Det er helt utroligt, hvad sådan et klistermærke betyder – at folk kan se, at vi er økologiske på mad og drikke,« siger Sandra Weinert.
Hun er langtfra prototypen på en hoteldirektør. Med sneakers, løse bukser, hættetrøje og masser af selvironi oser den 50-årige forretningskvinde af afslappet uhøjtidelighed. Det skinner igennem på hele hotellet, uanset om man er på værelserne, ved poolen, i receptionen eller i restauranten på sjette sal, hvor det ikke ville være mærkeligt at sidde i strømpesokker.
Bæredygtighed er gennemgående i hotellet og på menukortet, hvor selv mandlerne og kaffen er økologisk.

En helhedsoplevelse
Fra at være et lille hotel i Aarhus er Guldsmeden Hotels vokset til en kæde, og værtsparret Weinert erfarede, at mange gæster bevidst vælger dem på grund af økologien og bæredygtigheden.
»Vi er gået fra at være et hotel med morgenmad til at være en helhedsoplevelse og en livsstil,« siger Sandra Weinert.
»I virkeligheden handler det jo bare om, at økologi er lækkert. Det er dejligt at spise en bøf, der har haft et godt liv og ikke er fyldt med pesticider, og det er lækkert at omgive sig med bæredygtige ting. Men det er også vigtigt for os, at de ansatte har ordentlige forhold og god løn, for ellers ville det være mærkeligt dobbeltmoralsk. Nu er bæredygtighed bare en del af vores dna,« siger Sandra Weinert.
Hun er selv fascineret af Berlin og ikke mindst byens økopolitik, hvor kunder i det økologiske supermarked Biomarkt får rabat efter indkomst. Når man handler, viser man sit skattekort, og jo lavere indkomst, desto større rabat. »Det ville være fantastisk, hvis vi kunne det i Danmark, så økologi ikke handlede om, at man havde råd, men var et valg, man traf,« siger Sandra Weinert.

Får fornemmelse af troperne
Manon les suites er et hotel i seks etager med 87 værelser. På anden sal finder man poolområdet Jungle Fish, der med høje palmer og et fantastisk ovenlys sender tankerne til troperne. Og det er da også inspireret af Guldsmedens eget hotel på Bali.
»Om sommeren bliver her faktisk tropisk varmt, så man får fornemmelsen af virkelig at være i troperne,« siger Sandra Weinert.
Alle værelser på Manon Les Suites er, som navnet antyder, suiter. Sengene er store himmelsenge fremstillet af bæredygtigt træ, møblerne er klassisk design, og sengetøjet er fremstillet af økologisk bomuld. På badeværelset er der store beholdere med shampoo, badeolie og balsam af mærket iLoveEcoEssenials, som er skabt for at mødekomme hotellets behov. Og der står en kurv med bæredygtige bambustandbørster og krystaller i stedet for deodoranter.
I minibaren er der økologisk rødvin og økologiske chips, og selv Redbullen er økologisk. Så turisterne kan ånde lettet op: Alt er bæredygtigt. Ingen grund til panik.

Af Anja Berth
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *