Skriv for at begynde søgning

Iværksætter Overblik Portrætter

Kåring: Hovedstadens bedste delekontor

The Rabbit Hole på Frederiksberg Allé er kåret som hovedstadens bedste kontorfællesskab. Det er lettere at falde ind og hyggeligere at arbejde på et mindre delekontor, vurderer grundlæggeren.

På Frederiksberg Allé i kælderetagen i nummer 25, godt 100 meter fra den kommende metrostation, ligger hovedstadens bedste kontorfællesskab. I hvert fald har lokale brugere af den internationale coworker.com-platform udpeget The Rabbit Hole blandt i alt 23 delekontorer i København.

»Der er nok to grunde til, at vi har vundet afstemningen. Den ene er, at det er ligesom ’at være hjemme på arbejde’. Her er hyggeligt, med gulvtæpper på gulvet, med up-to-date-kontorudstyr, men også med lidt kant. Den anden grund er, at det for mange iværksættere er lettere at være et lille sted som her med 25 medlemmer end på nogle af de store kontorsteder med måske 300 mennesker,« siger Mads Ostenfeldt Hovgaard.

Magisk verden
Han grundlagde kontorfællesskabet i 2013 som led i et afgangsprojekt på Kaospilot-uddannelsen i Aarhus. Og det var ikke tilfældigt, at navnet udspringer fra Alice i Eventyrland, som forsvinder ned igennem et kaninhul til en anden verden.

»Hos os går man også ned, og man kommer til noget, som er legende og magisk. Frederiksberg Allé er måske den smukkeste gade i hele København, og her er sket meget, siden vi åbnede for fem år siden, f.eks er der kommet flere kaffebarer,« siger Mads Ostenfeldt Hovgaard.
Han driver Rabbit Hole ved siden af bureauet Me & Alice – gæt selv, hvor dét navn har hentet inspiration. Firmaet arrangerer møder og seminarer for flere store virksomheder, normalt på utraditionelle steder og under usædvanlige rammer. Lidt på samme måde, som Rabbit Hole drives.

»Vi ville gerne skabe et sted, hvor det handlede om mere end at dele kontor. Derfor lægger vi vægt på, at alle sidder i ét stort, fælles rum, og ingen har faste pladser. Vi forsøger helt bevidst at nedbryde dårlige vaner, så her opstår ingen store bunker på skrivebordene, men vi har masser af aflægningsplads i skabe,« fortæller Mads Ostenfeldt Hovgaard om tankerne bag kaninhullet på Frederiksberg Allé.

Flere brancher samlet her
I gennemsnit sidder der hver dag 18-20 iværksættere på The Rabbit Hole, og de spænder ifølge Mads Ostenfeldt Hovgaard over en række fag og brancher: »Nogle medlemmer er meget ude i byen. Vi har bevidst fravalgt en speciel profil med f.eks kreative iværksættere eller kun rene start-ups. Nogle arbejder med marketing, vi har journalister, en grafisk designer, en smykkedesigner og en, som importerer børnecykler.

Vi har heller ingen regel om, at man skal videre efter et stykke tid, og nogle har været her længe, fordi de synes godt om lokalerne og ikke har behov for mere plads.«

En af lejerne eller medlemmer er smykkedesigneren Anton Angheluta:

»Jeg er utrolig glad for at være en del af The Rabbit Hole og at være sammen med mange forskellige iværksættere.
Det giver en helt anden daglig dialog og vidensdeling, end hvis vi alle arbejdede i samme branche.«

FACTS
Kontorfællesskab i kælderetagen på Frederiksberg Allé 25
Fælleskontor med døgnadgang til f.eks printer/skanner, netværk, kaffe og køkken
Åbnet i 2013 af Mads Ostenfeldt Hovgaard
Arbejdsplads for cirka 25 iværksættere og selvstændige
Kåret som Københavns bedste kontorfællesskab af brugere på den internationale coworker.com-platform
Læs mere på www.therabbithole.dk og www.meandalice.dk

Af Nils-Ole Heggland
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *