Skriv for at begynde søgning

NAVNE Seneste nyt

Hugo har været selvstændig i 62 år

Hugo Andersen har været selvstændig i 62 år. I en alder af 85 år er det stadig et godt helbred, lysten og hjernen, der driver værket – også som formand for Amager Erhvervsråd siden 1995.

«Jeg er glad for at arbejde, så det vil jeg blive ved med, så længe lysten er der, hjernen stadig virker, og fysikken er i orden.«
Hugo Andersen, 85 år, har i år været selvstændig i 62 år. Firmaets mand i både gode og dårlige tider. Og han har ingen aktuelle planer om at trække stikket. Heller ikke fra formandsposten i Amager Erhvervsråd, selvom han gerne ser et generationsskifte på posten.
»Det skal bare være den rigtige person med den nødvendige erhvervserfaring,« understreger han.

Han har været formand for erhvervsrådet siden 1995, og Hugo Andersen er både i erhvervskredse og i offentligheden kendt for at være hurtig i replikken og sige tingene meget direkte.
Det kan skyldes fortiden som uddannelsesofficer ved Hjemmeværnet, at han altid er klar med svar på tiltale og ikke er bange for at tage en verbal konfrontation. Og han kan godt lide at have styr på tropperne, og at de går i takt.

Som fabrikant og daglig leder af Tårnby Karosserifabrik er Hugo Andersen sin egen chef. Og det var da også helt i den gamle gårdejers smag, at der var linet veteranbiler op foran Tårnby Selskabslokaler, da han for fem år siden fejrede 80-års fødselsdag. For hans viden om motorkøretøjer har skam også ført til en uddannelse som garagemester.
I sin egenskab som formand for Amager Erhvervsråd er han en varm fortaler for bedre vilkår til erhvervslivet, og han er altid klar til at tage en rask diskussion med folk med et andet synspunkt. Men selvom han ofte står på øretævernes holdeplads, er han klar i mælet: Det er erhvervslivet, der tjener pengene til velfærden, og derfor må erhvervslivet have bedre rammevilkår.

I tjeneste som garagemester
Hugo Andersens erhvervskarriere begyndte, da han i 1956 fik etableret autoværksted på Amager, mens han stadig gjorde tjeneste som garagemester ved Sjællandske Trainregiment.
I 1967 købte han Tillings Karosseriværksted og det tilhørende autolakereri. Her lå en lampefabrik i stueetagen, og her blev også etableret presenningfabrik.

I 1969 købte han så Tårnby Karosserifabrik med mekanisk pladeværksted og autolakereri, hvor alle aktiviteter fra autoværkstedet på Østerbro og et pladeværksted i Tune ved Roskilde blev samlet i 1975.
Samme år – i 1969 – købte han Poppelgården i Dragør og flyttede i 1972 dertil fra Hellerup med sin kone og deres to sønner, Lars og Erik. Således fik Hugo og sønnerne kortere til arbejde, idet Lars var i lære som pladesmed på karrosseriværkstedet, og Erik var autolakerer.
Hugo Andersen var virkelig en driftig mand i disse år. I 1976 købte han en Gulf-tankstation, hvor sønnen Lars i en årrække istandsatte og handlede med brugte biler. Senere overtog den anden søn, Erik, forretningen, hvorfra han i 12 år fra 1996 til 2008, drev Mitsubishi-forhandling.

Solgte økologisk hø til Zoo
Ud over driften af sine autovirksomheder har Hugo Andersen dyrket græs på gården i Dragør, solgt økologisk hø til Zoologisk Have og i øvrigt handlet med ejendomme i Danmark, Litauen og Ungarn samt eksporteret antikke møbler til Kina.
Interessen for dansk forsvar har altid været en af Hugo Andersens største passioner, men en anden stor interesse er politik. I en årrække var han vælgerforeningsformand for De Konservative i Dragør og senere kredsformand for partiet i Amagerkredsen.
Kombinationen af politik og erhvervsliv er blevet dyrket siden stiftelsen af Amager Erhvervsråd i 1984, hvor han har bestridt poster som sekretær og kasserer.

Og den dag i dag er det en glad og tilfreds mand, der gør status efter 62 års hektisk arbejdsliv.
Jeg har lært de gode værdier
»Ja, jeg er en glad mand. Dengang jeg gik i skole, lærte jeg at regne uden brug af regnemaskine. Man lærte at bruge hjernen. Man lærte tabellerne fra to til tyve udenad – ligesom salmerne var udenadslære. Det var god træning i at tilegne sig nyt stof og huske det. En kvalifikation, som de, der aldrig har lært at lære ting udenad, slet ikke kender værdien af i dag,« siger Hugo Andersen og understreger, at det var godt at vokse op i en tid med mange værdier:

»Jeg har ikke mindst lært værdien af at tjene sine egne penge; ved at klippe naboens hæk, slå hans græsplæne, vaske hans bil eller skovle sne om vinteren. Jeg havde pladser som bydreng både før og efter skoletid, og jeg lærte at bruge penge, man havde tjent, på en anden måde end ved blot at stikke plastickortet i betalingsterminalen og trykke ’godkend’ for pludselig at opdage, at kontanthjælpen er opbrugt.«

Af Jan Jeppesen
erhverv.redaktion@minby.dk

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *