Skriv for at begynde søgning

Navne Seneste nyt

Aktuel profil: Trine blev kok som seksårig

NAVNE: 53-årige Trine Hahnemann er kvinden bag det nye madmekka på Østerbro. Hun stegte sine første frikadeller som seksårig.

 

Man kunne have sagt sig selv, at det ville ende sådan:
Når en pige på bare seks år håndterer en stegepande med en håndfuld frikadeller og synes, at der er det sjoveste i verden at stege dem lækre og sprøde, så skal det jo ende med en flot karriere inden for den gastronomiske verden.
Og en flot karriere kan man roligt sige, at den 53-årige Trine Hahnemann, der privat bor i Kartoffelrækkerne på Østerbro, har haft.
Hun har udgivet ikke mindre end 14 kogebøger, skriver om mad i britiske og amerikanske medier og fremtryller i øvrigt dagligt – med sit personale – hele 3.000 frokoster fra ni kantiner i hele Storkøbenhavn. Kantiner, som hun vel at mærke selv driver.

Nyt madmekka
Det er også hende, der nu har åbnet et nyt, store madmarked på Skt. Kjelds Plads.
Med restauranter, kaffebar, konditori, salatbar, kokkeskole og madbutik. Et sted for alle madelskere.
Her er masser af plads: Det nye madcenter ”Hahnemanns Køkken” breder sig over hele 1.000 kvadratmeter i to etager med plads til 260 gæster. Og at mange mennesker spiser sammen er lige vand på værtens mølle:

Spis maden sammen
”Det er sindssygt vigtigt at spise sammen, fordi mad er den korteste vej mellem mennesker,” siger Trine Hahnemann, der netop har haft en af sit livs travleste måneder.
”Mit nye madsted skal få danskerne til at genfinde passionen til mad ved at gøre landmænd til rockstjerner for dansk og europæisk produceret bæredygtig kvalitet, som får danskerne til at forelske sig i egen, velsmagende og sund hverdagsmad”, siger Trine Havemann.

Litteraturvidenskab
Trine gik som barn i en lilleskole på Østerbro, hvor hun som seksårig stegte sine første frikadeller. Og glæden ved at lave mad er stadig intakt.
Hun har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet, men fik aldrig færdiggjort uddannelsen.
Mad og køkkener kom ustandseligt i vejen – også nogle år som diplomatfrue, hvor hun passede mad og børn.
Nu er hun gået i gang med sit livs største projekt. Ikke det første. Og sikkert heller ikke det sidste…

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *