Skriv for at begynde søgning

Detail Ejendomme Lokalt Overblik

I Sydhavnen handler de lokalt

Det gode by- og handelsliv er kernen i det arbejde, som AKB og Områdefornyelsen samarbejder om at skabe i områderne på tværs af Mozarts Plads i Københavns sydhavn.

En gennemtænkt handelsgade med et varieret udbud af butikker, der drives af lokale ildsjæle, som vil deres lokalområde. Det er erhvervskoordinator Lars Strands vision, når han kigger ned gennem AKB Københavns røde karréer på Borgbjergsvej i Københavns sydvestkvarter.

Det almene boligselskab ansatte ham sidste år i forsøget på at samtænke udlejningen af deres erhvervslejemål på et mere strategisk niveau i håb om at skabe en større helhed i Borgbjergsvejs butiksbillede:

»Det mest signifikante problem i forhold til erhvervsudlejning er, at det ikke foregår på et strategisk niveau. Her tænker jeg både på lokale afdelinger af almene boliger eller eksempelvis en andelsejerforening, der har tre erhvervslejemål. De kan jo ikke tænke i en strategisk helhed for et helt kvarter. Det har AKB København heller ikke kunnet tidligere, fordi beslutningen om, hvem der kunne leje sig ind i butikslokalerne, lå i hver enkelt afdeling, der måske havde fem-syv erhvervslejemål,« forklarer Lars Strand.

Jagten på den rette lejer
Frederiksholmskaréerne, som AKB’s røde almene boliger på Borgbjergsvej hedder, består af ni selvstændige afdelinger, som nu er samlet i et erhvervsudlejningsudvalg, der har ansat Lars Strand til at bestemme, hvem der får lov at leje sig ind, når et butikslokale står tomt på Borgbjergsvej.

»Tidligere har man jo først og fremmest tænkt kortsigtet på at få økonomien til at hænge sammen. Men som erhvervskoordinator handler det for mig om, at vi skal tænke mere på hele kvarteret i forhold til forretningerne. Det vil sige, når vi vælger, hvem der skal ind i det næste tomme butikslokale, så skal det ikke være pizzeria nummer fem eller kiosk nummer syv i kvarteret, fordi det lige var dem, der henvendte sig til os først,« forklarer Lars Strand og uddyber:

»Vi kigger blandt andet på, hvad den næste lejer kan bidrage med, og hvad der vil passe til kvarteret og være levedygtigt. Vi kigger også på, hvor vi gerne vil hen. I stedet for at betragte et ledigt erhvervslejemål som noget, vi skal have solgt i Den Blå Avis, så tager vi processen lidt som rekruttering, hvor vi skal have så mange ansøgere som muligt. Vi skal ud og gøre Sydhavnen så attraktiv som mulig, og dernæst skal vi sige nej til rigtig mange ansøgere, fordi vi skal have fat i den bedste.«

En mere broget ejerskare
Arbejdet med at skabe en bæredygtig handelsgade på Borgbjergsvej går rigtig godt i tråd med de tanker, Områdefornyelse Sydhavnen kom med, da de flyttede til Sydhavnen. Det fortæller kvartermanager Øystein Leonardsen:

»Da vi startede op herude i 2015, gik jeg straks i gang med at tale med både borgere og erhvervsliv om, hvad man tror på, hvad fremtiden er, og hvad potentialerne er. Det førte senere til strategien ’Sydhavnen handler’, hvor vi blandt andet kigger på den her strategiske erhvervsudlejning sammen med AKB og Lars (Strand, red.). Hvor han har ansvaret for butikslokalerne på Borgbjergsvej, koncentrerer områdefornyelsen sig om handelslivet på den anden side af Mozarts Plads,« siger han.

Det lokale engagement
Lars Strand slår fast, at øvelsen først og fremmest handler om beboerne i kvarteret.
»Det er vigtigt at slå fast, at det her er for beboernes skyld, og derfor er de også blevet spurgt i AKB’s erhvervsstrategiudvalg. Efterfølgende har vi nedskevet de 14 kriterier, jeg arbejder efter, når jeg vælger, hvem der skal være i butikslokalerne. Vi har talt meget om, hvad der kendetegner den gode butik, den gode iværksætter og så videre,« forklarer erhvervskoordinatoren og uddyber:

»Her er vi inde på, at små lokale erhvervsdrivende bibringer noget andet. Hvis ham eller hende, der har fået idéen, også er ham eller hende, der står bag kasseapparatet, så er det den historie, man møder. Det er et engageret menneske, der elsker sine varer og kan fortælle de gode historier om dem. Lokale eller ej, så er øverste punkt på listen af kriterier, at man skal ville Sydhavnen.«

Af Benedicte Lorenzen
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *