Skriv for at begynde søgning

IVÆRKSÆTTERI Seneste nyt

Ilse Jacobsen: “Vi skal hjælpe de kloge hoveder”

Vi møder iværksætteren og designeren Ilse Jacobsen til en snak om iværksætteri og hendes medvirken i tv-programmet ‘Løvens Hule’. Det er en samfundspligt at hjælpe iværksætterne, mener hun.

 

Ordet ‘iværksætter’ brugte man slet ikke for 25 år siden, da Ilse Jacobsen trods flere advarsler begyndte at sælge farvestrålende gummistøvler med snørebånd og stolt markedsførte dem som et produkt fra hjemstavnen Hornbæk.

I dag kan man ikke sige Hornbæk uden at tænke Ilse Jacobsen og omvendt, ligesom ’iværksætteri’ i høj grad er et begreb mange forbinder Nordkystens livsstilsdronning med. Ilse Jacobsen repræsenterer et bredtfavnende livsstilsbrand, der omfatter blomsterbutikker, spa, beautyline – og selvfølgelig to årlige store kollektioner med farverige nyheder til alt slags vejr på bøjler og skohylder.

Brandet og Ilse Jacobsens personlige iværksætter-image har fået ekstra boost efter hendes medvirken i snart fire sæsoner af tv-programmet ’Løvens Hule’, hvor nye iværksættere præsenterer deres ideer for panelet af succesfulde ’iværksætter-løver’ i håb om, at de vil investere penge og viden i deres projekt.

Og man er ikke i tvivl om, at Ilse Jacobsen i dag er begejstret for at sidde som en af de fem i løve-panelet. Men det handler om mere end hende selv.

Programmet bidrager til, at iværksætteri er noget, det er blevet naturligt at tale om, mener hun.

»Jeg er helt sikker på, at Løvens Hule også har været medvirkende til, at iværksætteri er kommet så meget på dagsordenen. Der er kommet et fokus på, at man kan skabe nogle ting selv og komme videre med det. Og der sidder så mange dygtige unge mennesker rundt omkring,« siger Ilse Jacobsen og håber iværksætteri en dag kommer på skoleskemaet i en eller anden form.

I modsætning til da hun selv startede for 25 år siden, er der i dag et helt andet fokus fra fonde, investorer og medier på iværksætteri, fremhæver hun.

»Hele det fokus er en klar hjælp til, at mange flere mennesker kommer ud af busken med deres ideer. Jeg har jo altid syntes, at det er en samfundspligt, at man hjælper unge mennesker på vej. Vi skal jo bygge vores land på sådan nogle kloge hoveder, som vi har mange af og skal være stolte af. Dem skal vi hjælpe ud med deres ideer,« siger hun og fortsætter:

»I dag er det blevet legalt at tale om, at man har en idé. Mange har ikke turdet fortælle, at de faktisk har en ide. Det kan jeg også se i en af de virksomheder, jeg har købt mig ind i – Poul Christensen fra Ebeltoft, som havde lavet en tøjklemme, der er støbt i et stykke og ikke giver mærker på tøjet. Pointen er, at manden har haft den liggende længe i en skuffe, og da han så åbnede skuffen, havde han meget mere end den. Det var jo jackpot til både ham og mig,« siger Ilse Jacobsen med et stort smil.

Den stærke vilje gælder

Og sammen kan de knokle på for at lykkes. For Poul Christensen har fået en makker, der arbejder stædigt på at komme i mål.

»Det er viljen, der skaber styrken til at kunne – sådan lyder mit ordsprog, og det er faktisk sådan det fungerer for mig. Man skal tro på sig selv. Det er ikke altid lykken at spørge alle mulige, for så bliver man forvirret, hvis nogen mener, det er en dårlig ide, man har. Det sagde de også til mig, da jeg åbnede min første butik i Hornbæk. Det kommer aldrig til at gå, sagde de.«

Men selvom der i dag er langt mere støtte i form af opmærksomhed, investeringer og rådgivning, så gælder de gamle dyder stadig.

»Man skal rulle ærmerne op. Det er et hårdt arbejde at være selvstændig og iværksætter. Man skal se i øjnene, at det kan tage et par år at bygge virksomheden op, at finde de rette mennesker og måske få investorer ind, for det skal man ikke være bange for. Det er bedre at have en lille del af en stor butik end en stor del af en lille butik. Det vidste jeg heller ikke selv, da jeg startede for 25 år siden, og jeg fik først en investor ind for to år siden,« siger Ilse Jacobsen og omtaler det som kloge penge at få ind. Investorerne kan noget, som hun aldrig selv ville få tid til at realisere, erkender hun.

Ekspertise tager tid

Hvordan er de klædt på, de iværksættere du møder?

»Mange i min egen branche er simpelthen ikke klædt på. Jeg har investereret i Emma Jorn og Agurk (tøjbrands, red.) og alene omkring design rejser spørgsmålet sig: Hvordan skal designopgaven afleveres til dem, der skal producere det? Hvordan beskriver man det teknisk, så et menneske på den anden side af jorden kan forstå det? Da Emma Jorn startede med at lave regntøj, regnede det igennem. På det område er min viden jo kæmpestor, men inden man får fundamentet bygget op omkring den person, der som Emma både er superdygtig og kreativ, så går der altså noget tid. Det har vi arbejdet med, og nu er vi glade og i gang.«

Ekspertisen om slutproduktet er en ting. Noget andet er forståelsen for hvad kunderne ønsker, hvordan man finder ud af det, hvordan man sælger det og hvordan det skal markedsføres, fremhæver hun.

Var du selv knivskarp på alt det, da du startede?

»Jeg har altid haft sælgergenet og købmandsskabet i mig. Men jeg skal da være ærlig og sige: hold op, hvor har jeg bare lært meget de sidste tre år. Jeg lærer noget nyt hver dag.«

Nu har du sagt ja til en sæson mere af ’Løvens Hule’, hvad giver dig at medvirke?

»Jeg har lært rigtig meget af mine med-løver, Tommy Ahlers, Jesper Buch, og Christian Stadil. Ikke kun fordi det er mænd, men det er der, jeg har lært mest. Men også de mennesker, der kommer ned ad trappen, lærer man noget af. Der kommer altså nogle dygtige mennesker ind, der viser os noget, hvor man tænker, det er virkelig godt tænkt!

Så bliver mit netværk også endnu større af det, og det tager jeg med ned i rygsækken sammen med tv, fonde, konferencer og andre, jeg kommer i kontakt med qua min medvirken i Løvens Hule. Det er fantastisk at være med på alle de platforme.«

Hvad betyder det for din forretning og dit brand?

»Det har helt klart gjort kendskabet til mit brand meget større. Når jeg kommer op på færgen, kommer folk hen og hilser og siger: ’Jeg har også dine gummistøvler derhjemme’. Det bliver jeg glad for, og jeg synes, det er sødt af dem at komme hen og sige det. Jeg bliver da også lidt stolt over, at de synes man har lavet noget, der er godt. Det er den største anerkendelse, man kan få.«

facts
Ilse Jacobsen eksporterer til 26 lande
Har 17 butikker i Danmark, Norge, Island og Storbritannien
Omsætning på et trecifret
millionbeløb
Ilse Jacobsen har siden 2016 siddet i Vækstfondens bestyrelse
Ilse Jacobsen har i Løvens Hule investeret i: Poul Christensen (klemmer), Emma Jorn (tøj), Min Bedste Børnebog, Agurk (tøj), Halkær Ådal (økomad), Zen Company (bla. fugt og lugtfjerner), Viper Flex (skydestokke), Dyekaer (kopper).

Af Jeanette Hougaard Gram

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *