Skriv for at begynde søgning

Seneste nyt

Logodesigner i 25 år: Inspirationen kommer både på stranden og ved godnatlæsning

Christian Baun har specialiseret sig i at designe logoer gennem de seneste 25 år.

På en sommerferie i Tyrkiet var Christian Baun på stranden med sin familie. Han legede med sin datter og rev med en legetøjsrive i sandet. Det har millioner af andre forældre også gjort med deres børn på strandture om sommeren. For Christian Baun blev denne situation noget, han kunne få en masse ud af på jobbet. Mærket i sandet inspirerede til logoet for firmaet Merus Audio, der udvikler forstærkerløsninger til højttalere.

Christian Baun har specialiseret sig i at designe logoer – et spor, der blev lagt, da han som ung var i lære på et reklamebureau.

»Jeg opdagede, at jeg var god til de opgaver, hvor jeg kunne trække mig lidt tilbage og være alene og tænke tanker,« fortæller han.

Siden besluttede han sig for kun at designe logoer, og sådan har det været i årevis. Han har designet mere end 300 logoer og vundet flere designpriser.

Inspirationen til dette logo
kom på stranden i Tyrkiet.

Relevant med særpræg

Spørgsmålet om hvad et godt logo er, er lige så enkelt, som det er kompliceret.

Men hvad skal et godt logo kunne, hvis man spørger Christian Baun?

»Det skal være relevant, originalt, sublimt eksekveret og have særpræg nok til at blive registreret som et varemærke,« siger han.

Og så er der meget forskel på, hvem der er målgruppen.

»Hvis det er en virksomhed, som henvender sig til en anden virksomhed og ikke til dig og mig, må logoet godt være indforstået,« siger han og nævner også, at det er vigtigt at fortælle præcist, hvad virksomheden vil med et logo.

»Man kan ikke være alt på en gang. Det er vigtigt at gøre sig klart, hvad det er for et parameter, man vil måles på,« siger han.

Christian Baun fortæller, at udviklingen af et logo altid sker i samarbejde med virksomhederne, hvor han efter et stykke tid fra det indledende møde præsenterer tre forskellige udkast.

»Og jeg udbeder mig altid tre til fire uger, så hvis der ikke sker noget den ene dag, så kan der ske noget den næste,« siger han.

Godnatlæsning med Peter Pedals papirbåde inspirerede til dette logo, som modtog fornem pris

Læste Peter Pedal

Sommerferien i Tyrkiet med legetøjsriven illustrerer ganske godt, at Christian Baun ikke har et 8-16-job. Inspirationen til et logo kan komme pludseligt alle steder.

En idé fik han, da han læste Peter Pedal højt for sin søn.

»Peter Pedal skulle dele aviser ud, men da han kom til en sø, ville han hellere folde aviserne og lave både af dem,« fortæller Christian Baun.

Det blev til et logo for et EU-projekt for søfarten, der vandt en pris.

Af Thomas Frederiksen

erhverv.redaktion@minby.dk

 

 

 

Skriv en kommentar