Skriv for at begynde søgning

Byggeri & industri Navne Uddannelse

Mettes seje kamp til murerjobbet: Uden sølv var det ikke gået

28-årige murer Mette Schak Dahlmann inviterede sig selv med i Byggeriets Kvinderåd. Hun vil bruge sine egne erfaringer til at få flere kvinder i byggeriet

Mette Schak Dahlmann var oprindelig ikke inviteret med i Byggeriets Kvinderåd. Hvad gør en handlekraftig kvinde, der har noget på hjerte og gerne siger det højt? Hun inviterer sig selv!

»Jeg kontaktede dem, fordi jeg synes, at der skulle være en stemme, som fortalte hvordan det opleves derude. I stedet for at folk tog beslutninger om mig, ville jeg gerne selv være med til at påvirke det. For mig handler det meget om at skabe en kønsdebat og sige nej til et kønsopdelt arbejdsmarked,« fortæller Mette Schak Dahlmann, der er aktiv i fagbevægelsen, går til kaffemøder på Christiansborg og er kendt for gerne at stille op til debat.

Og der er al mulig grund til at lytte til de erfaringer Mette Schak Dahlmann har gjort sig, siden hun blev udlært i 2015.

Det var udsigten til et job med frihed, udendørs arbejde og broderens murersnak, der inspirerede Mette Schak Dahlmann til selv at blive murer. Det gik så fremragende, at hun blev svend med sølvmedalje. Det er også blevet til en hæderspris fra Dansk Byggeri, som gives til en person, der har udmærket sig i særlig grad personligt og fagligt.

Men da hun i forbindelse med en flytning i 2017 måtte søge job i et nyt område, hvor hun ikke havde relationer, var det ikke nemt.
Hver gang hun søgte et job, blev hun opfordret til at sende en ansøgning, men hun hørte aldrig noget tilbage.

»Det er ret usædvanligt, for der er jo mangel alle steder og jeg søgte jo også steder, hvor jeg vidste, at de manglede. Jeg har fået sølvmedalje til svendeprøven, som er det højest opnåelige man kan få. Det ville jeg ikke fortælle på forhånd, for som kvinde skal jeg i forvejen arbejde tre gange hårdere for at bevise mit værd, og hvis jeg fortalte om sølvmedaljen, så ville kravene til mig bare stige endnu mere. Så skal jeg også bevise, at jeg er værdig til at have den, og det er netop min indfaldsvinkel til at kæmpe mod den diskrimination, der er derude.«

Der er jo også spinkle mænd
I dag er Mette Schak Dahlmann hos Løgten Murer- og Entreprenør A/S, der har 50 ansatte og hun er også arbejdsmiljørepræsentant. Det går godt og hun klarer sig på lige fod med de øvrige murere, siger hun.

Mette oplever ofte, hvordan forestillinger om murerfaget er begrænsende.

»Man taler om alt det tunge, man skal kunne løfte og at mænd jo er fysisk stærkere til at kunne gøre det. Hvis man bliver ved med at sige det, ekskluderer vi hinanden. Jeg må løfte lige så meget som en mand og så findes der i øvrigt også hjælpemidler. Der er ingen forskel. Og når mange siger, at kvinder ikke er så stærke, vil det så også sige, at man heller ikke ansætter spinkle mænd?
Der er jo også spinkle mænd, svage mænd i faget, men fordi du er en mand stilles der ikke spørgsmål ved om de kan. Jeg er den eneste i firmaet, der har sølvmedalje og alligevel er det mig, der skal bevise, at jeg er værdig.«

For Mette har den største overraskelse været, hvor fordomsfulde og fastlåste folk er i forhold til køn og jobs.

»Det er overraskende så meget vi tænker, at på grund af køn kan man kun det ene eller det andet. Folk kan ikke forstå, at det er et problem, at man snakker mere om mig end til mig. Jeg oplevede i starten, at jeg ikke rigtig blev talt til, at de lige skulle se giraffen, og havde en forestilling om, at ’jeg overlevede nok ikke mere end to dage’.

Jeg har det godt med mine kolleger i dag, og de kan da godt se nogle ting, men jeg tænker ’wauw’ når de ikke kan se, at der ikke er ligestilling. Det er en lang sej kamp, men den rykker sig lidt efter lidt.«

Tag fat i folkeskolerne
Mette Schak Dahlmann skal sammen med Kvinderådet komme med en række anbefalinger, men hun har allerede et par sikre stik.

»Vi skal ændre på den måde, vi uddanner på, allerede fra folkeskolen og hele vejen op, så man får en forståelse af fra starten, at karrierevalg ikke er sort eller hvidt. Vi kan starte i det små, og vi skal hype uddannelsen lidt og stoppe forældrene i at se så stereotypt og snobbet på uddannelser, for man kan lige så godt være sej som håndværker som at være universitetuddannet.«

Af Jeanette Hougaard Gram
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *