Skriv for at begynde søgning

KARRIERE Min arbejdsdag Seneste nyt

Min arbejdsdag: Daniel Edery, foodtruck-ejer

Daniel Edery, foodtruck-ejer

34-årige Daniel Edery arbejder som kok i sin egen forretning. Chefs on wheels (C.o.W) er en knaldrød foodtruck, hvor der kun serveres burgere.

Fortalt til Nanna Boye
erhverv.redaktion@minby.dk

06:30
Vækkeuret i Randersgade på Østerbro ringer og får et dask. Jeg snoozer en enkelt gang, og så er det op.
06:45
Jeg starter dagen med yoghurt, mysli og juice.
07:00
Jeg ringer altid til min kompagnon Michel for at høre, om vi mangler noget, og hvad vi skal købe ind. Jeg står i foodtrucken fast, men vi driver den sammen og har tæt kontakt hver dag. Inden vi åbnede, testede vi burgere, smag, udseende og stegetid
i en måned. Vi levede ikke af andet og tog på begge to. Der blev vi lidt trætte af burgere, men glæden ved burgere er tilbage.
07:30
Jeg kører en tur i Inco og får den mest forfærdelige kaffe. Den dårlige kaffe hører med til turen i Inco, hvor jeg blandt andet køber kød. Vi køber frisk kød hver dag. Jeg hader stress og giver mig god tid til indkøbene.
09:45
Jeg henter foodtrucken i Holte, hvor den står fast. Den er noget af et bæst at køre rundt med, men det har jeg lært, og den er rød som Passaten, der trækker foodtrucken.
10:30
Jeg ankommer til Forum, hvor vores foodtruck står det næste halve år. Jeg pakker ud, fornemmer stemningen og vejret. Tænder for generatoren, tjekker, at vi har vand og benzin nok til dagen.
11:00
Jeg steger portobellosvampe, former bøfferne – de vejer 180 gram – fylder alle bøtterne op, så jeg har nok af det hele. Jeg gør grillen ren og sætter sodavand op. Lugen til foodtrucken åbnes. Jeg åbner den først, når jeg er helt klar.

Daniel Edery ErhvervKBH Min Arbejdsdag

»Det er smart med en foodtruck. Når det er sommer, kan vi køre ud til stranden, loppemarkeder og festivaler. Friheden er vigtig for mig, og derfor er vi ikke med i et arbejdsfællesskab. Jeg vil også gerne kunne lukke på en kold vinterdag, hvor der ingen kunder er,« siger Daniel Edery.
Foto: Michael Paldan

facts

/ Foodtruck-bølgen er kommet til Danmark fra USA. Kendetegnet ved de danske madvogne er gastronomi af høj kvalitet. Det er en varevogn med indbygget køkken og salg gennem en luge.
/ Mange foodtrucks arbejder i fællesskaber, blandt andet under Rebel Food og Copenhagen Street Food.
/ Chefs on Wheels (C.o.W) drives af kokkene Daniel Edery og Michel Rabing. Her serveres kun burgere lavet af oksekød, serveret med syltede rødløg, portobellosvampe, cheddar samt dressing, chili eller aioli. Chefs on Wheels er selvstændige.

“ Burgere går aldrig af mode, men det skal være en god smagsoplevelse. En god burger er en sikker vinder. Vi vil sætte vores eget præg på den gode burger. Den skal være saftig og velstegt.

Daniel Edery

11.30
Hver dag tjekker jeg temperaturen på køleskabet, så madvarerne har den rette temperatur. De daglige rutiner er vigtige, så glemmer jeg ikke noget.
11.30-11.45
Når eleverne fra Niels Brock har spisefrikvarter, er der virkelig travlt. Nogle gange er der en kø på 20, men det tager den tid, det tager, at lave en burger. Jeg vil hellere lave en perfekt burger end otte ligegyldige.
14.15
Det regner og er koldt, så i dag får jeg nok ikke solgt så mange burgere.
16.00
På en god dag sælger jeg 50-60 burgere, men det kommer meget an på vejret, og om der sker noget i Forum. Hvis det som i dag er koldt og overskyet, lukker jeg, ellers bliver jeg ved, til vi har udsolgt. Det er meget godt at stå ved metroen, for når jeg griller bøffer, lokkes folk til af den dejlige grillduft. Jeg har fået stamkunder, der også kommer og tager mad med hjem.
16.15
Jeg pakker sammen, gør rent og kører foodtrucken retur til Holte. Der har ikke været så travlt i dag. Jeg kan godt mærke, at der er vinterferie. Vi har haft foodtrucken i fem
måneder, og min værste dag var, da vi løb tør for hjemmesyltede rødløg. Det var lige i starten, men da det er en meget vigtig ingrediens i burgerne, havde jeg det rigtig skidt. Jeg solgte burgerne billigere og ringede til Michel. Vi havde vores første – og
eneste – skænderi. Det var ikke en optimal dag, og derfor er rutinerne så vigtige. Det er dejligt, når folk kan lide vores burgere og siger det. Det er der flere, der har gjort i dag, så det har været en god dag.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *