Skriv for at begynde søgning

KARRIERE Min arbejdsdag Seneste nyt

Min arbejdsdag: Marianne Stagetorn Kolos, kagekone

Marianne Stagetorn Kolos, kagekone

Marianne Kolos har siden 1989 drevet Danmarks ældste konditori, La Glace, og forkælet københavnerne med ægte kagekunst.

Fortalt til David Foli
erhverv.redaktion@minby.dk

06:45
Vækkeuret ringer. Jeg er ikke typen, der springer ud af sengen, men op kommer jeg. Min mand er som regel vågnet lidt tidligere og er i gang med sin morgengymnastik. De hjemmeboende børn kan klare sig selv, så der er ingen, jeg skal lave morgenmad til.
07:00
Min mand Peter og jeg går stort set hver morgen en morgentur. Ofte går turen ned til havnen ved Langelinie – eller en tur over Kyssebroen for enden af Nyhavn. Vi går i rask trav og får talt om stort og småt. Det er en dejlig måde at starte dagen på.
07:45
Vi er tilbage, og efter et hurtigt bad nyder jeg roen med avisen og en skål yoghurt.
08:30
Jeg ankommer til La Glace på cykel. Transporttiden er heldigvis ganske kort. Jeg begynder arbejdsdagen med at klæde om til hvid skjorte og grøn kjole, så jeg kommer til at ligne alle de andre.
09:00
Morgenkaffen indtages med enten dagens butikspersonale eller i produktionen med alle konditorerne og konditorlærlingene. Der tales både arbejdsrelateret og privat. Generelt gælder det jo, at samtale fremmer forståelsen, så jeg gør, hvad jeg kan for at tale mest muligt med alle mine kollegaer gennem dagen.
09:30
Jeg går til kontoret og ser, hvad der rører sig i mailboksen, og hvad vi har af projekter i fremtiden. Jeg skal helst hele tiden være et par skridt foran forretningens daglige drift og vide, hvad der rører sig næste uge, næste måned og det næste år. Det er en sjov verden at beskæftige sig så meget med fremtiden, mens man lever med og af fortiden.

Marianne Stagetorn Min arbejdsdag ErhvervKBH

Kagekone Marianne Stagetorn Kolos er altid klar til at servere lækre kager fra Danmarks ældste konditori, La Glace, som hun har ejet siden 1989.
Foto: David Foli.

facts

DANMARKS ÆLDSTE KONDITORI
/ Marianne Stagetorn Kolos, kagekone, 51 år gammel. Uddannet akademiøkonom i 1990 og konditor 1993. Ejer af La Glace siden 1989.

/ La Glace er grundlagt 8. oktober 1870 og fremstiller udelukkende konditori-varer med kager i alle afskygninger.
/ Alle varer produceres, pakkes og sælges fra adressen i Skoubogade.
/ Der er 80 medarbejdere fordelt på 20 i produktionen og 60 i butikken

“Jeg skal helst hele tiden være et par skridt foran forretningens daglige drift og vide, hvad der rører sig næste uge, næste måned og det næste år. Det er en sjov verden at beskæftige sig så meget med fremtiden, mens man lever med og af fortiden.

Marianne Stagetorn Kolos

11:00
Hvis jeg skal afholde møder, så gør jeg det altid helst lidt op af formiddagen, hvor den største morgenaktivitet er overstået. Det kan være møder med leverandører, ansættelsessamtaler eller om nye projekter.
13:00
Jeg holder frokost. Jeg forsøger at medbringe en sund madpakke, som jeg altid spiser i vores frokoststue. Der spiser jeg sammen med både produktion og butik, hvilket giver mig mulighed for endnu en gang at tale med mine kollegaer om både privat- og arbejdslivet.
13:30
Ofte er min arbejdsdag i butikken om eftermiddagen. Hvis ikke så bruges den sidste del af dagen med at gøre klar til morgendagen. Der er mange bestillinger, mange lister – og mange kager. Der skal være styr på det hele til de første, der møder ind næste dag. Jeg værdsætter højt at være i butikken. Det er den nemmeste og hyggeligste måde at lave
kundeundersøgelser på.
18:00
Arbejdsdagen slutter normalt ved lukketid. Uden for højsæsonen er jeg flittig til at gå før tid. Ved højtiderne bliver arbejdsdagen ofte et par timer længere.
18:30
Om foråret og efteråret har jeg foredrags-sæson, hvor jeg holder fortællinger om La Glace, mens der serveres herligheder fra firmaet. Det er blevet til mere end 660 foredrag gennem tiden. Det er mange forskellige foreninger, der kommer, og jeg er altid overvældet over den enorme interesse, der er for vores lille verden.
20:45
Arbejdsdagen slutter. Når jeg har talt i et par timer kan jeg godt være lidt stille, når jeg kommer hjem.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *