Skriv for at begynde søgning

Byggeri og Byudvikling NAVNE

MØD EN PROFIL: Snedkermester Mads Raaschou

Ejeren af snedkervirksomheden Raaschou i Ballerup, Mads Raaschou, er netop valgt ind i Dansk Byggeris hovedbestyrelse. Han vil arbejde for, at flere unge får øjnene op for erhvervsuddannelserne.

En af de største udfordringer lige nu er at finde kvalificeret arbejdskraft. Lærlinge inden for især murerfaget hænger ikke på træerne, og det er et stort problem, siger Mads Raaschou, som på Dansk Byggeris årlige repræsentantskabsmøde er blevet valgt ind i organisationens hovedbestyrelse.»Der er desværre alt for få mennesker, der vælger lige netop det fag. I gamle dage var der 25 procent af en ungdomsårgang, der tog en erhvervsuddannelse. I dag er det i nogle kommuner under én procent af de unge mennesker, der vælger en erhvervsuddannelse,« siger Mads Raaschou.

Han påpeger vigtigheden af, at alle håndværksmestre er opmærksomme på at være med til at uddanne næste generation og give faget videre, så man kan blive ved med at holde på de stolte traditioner, man har i dansk håndværk.

»Vi er nogle af verdens dygtigste til vores håndværk, og det ville være synd, hvis vi ikke fik det givet videre og gav køb på, at det så pludselig blev østeuropæere eller sydeuropæere, der kom til Danmark, når der skulle bygges noget af den svingende kvalitet, som man kan få ud af det. Derfor skal vi få uddannet en masse unge mennesker, og vi er forpligtet til, alle os der har fået et svendebrev, at tage fat i de unge og åbne vores døre og lave nogle rundvisninger for folkeskolerne,« siger Raaschou, som foruden sin nye post som bestyrelsesmedlem i hovedbestyrelsen også varetager posten som formand for Dansk Byggeri Hovedstaden, hvor han er i tæt kontakt med både lokale virksomheder, kommuner og skoler.

De spørgsmål, voksne ikke tør stille

»Jeg har en del kommuneskoler og uddannelsesinstitutioner, der får rundvisninger i min virksomhed for at de kan se, hvad det vil sige at være snedker. Jeg havde en fjerdeklasse på besøg den anden dag, og der var ikke rigtig nogen af dem, der kendte en håndværker. Men det viste sig så, da de havde været på rundtur og fik snakket lidt mere om dem, at der var flere, der alligevel havde forældre eller kendte nogle, som var frisør eller tømrer. Det er sjovt at have elever i den alder på besøg, for de stiller alle de spørgsmål, som voksne har lyst til at stille, men ikke tør. Som ’hvad tjener du?’, ’hvad tjener ham dér?’, ’hvilken bil kører du?’. Det er meget hyggeligt og befriende,« siger Mads Raaschou og tilføjer:

»I forhold til erhvervspraktik tror jeg på, at praktikken er en vigtig del for at få oplyst de unge. Det gør verden større, for så er det pludselig ikke bare dét, som ens forældre eller ens venners forældre er uddannet som, som er begrænsningen for, hvad man kan.«

Han går ind for, at man gør det så håndgribeligt som muligt for de unge at relatere til håndværksfagene, og derfor ønsker han sig flere tiltag i stil med Byggeboxen, som man har i hovedstadsområdet.

»Det er en skurvogn, der står på byggepladser i København, og hvor folkeskoler kan komme ud og deltage i forskellige undervisningsforløb, der tager udgangspunkt i bygge- og anlægsbranchen. Den slags skal vi have endnu mere af, og det er noget af det, jeg håber, at jeg som bestyrelsesmedlem kan være med til at sætte i gang,« siger Mads Raaschou.

Mads Raaschou er valgt til Dansk Byggeris hovedbestyrelse for en toårig periode.

Af Julie Stougaard

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar