Skriv for at begynde søgning

Byggeri & industri Ejendomme Overblik Vækst

Ørestad: Én bydel – fire kvarterer

To af Ørestads kvarterer er efterhånden pænt fyldt op, det tredje er godt på vej, mens det fjerde kvarter er ved at blive flyttet.

Fra nord til syd strækker Ørestad sig over mere end fem kilometer, og den samlede bydel blev tidligt planlagt med fire kvarterer og seks metrostationer.
I Ørestad City blev udviklingen sat først i gang – blandt andet med landets største indkøbscenter, Field’s, stationen Ørestad med både metro og regionaltog, fx til lufthavnen, og det store, sorte Henning Larsen-tegnede Ferring-højhus. Siden er stribevis af andre kontorhuse fulgt efter – det samme gælder to Cabinn-hoteller, Ørestad Gymnasium og adskillige boligblokke.
Kvarteret afgrænses i nord af Vejlands Allé, mod syd af Amagermotorvejen. Bella Center ligger egentlig også i Ørestad City, men regnes ikke altid som en ’rigtig’ del af Ørestad. Årsagen er, at kongrescentret har ligget her siden 1970’erne, og selv har ejet de store arealer, hvor Bella Sky-hotellet og boligområdet Bellakvarter siden er skudt op. Og formentlig får følgeskab af et højhus med boliger og en ny kongreshal.

Også Ørestad Nord er nået langt i sin udvikling, som skete nogle år senere med fx DR-byen og det nye IT-universitet. Sidste år åbnede Nordea sit danske hovedsæde i kvarteret, der også rummer kollegier og mange familieboliger.

Det sorte tårn
I øjeblikket går udviklingen stærkest i Ørestad Syd, kvarteret syd for motorvejen. Her var Rambøll, Danmarks største ingeniørkoncern, den første store arbejdsplads. Kvarteret rummer også Crowne Plaza-komplekset, der blev kendt som det sorte tårn under regeringsforhandlingerne i 2011 – og som tidligere i år var tæt på at gafle EU’s medicinalagentur fra London.
Sidste år åbnede koncert- og sportsmekkaet Royal Arena, men Ørestad Syd er først og fremmest et boligkvarter. Den mest berømte bebyggelse er 8tallet, tegnet af Bjarke Ingels, og hovedparten af de igangværende knap 20 byggepladser i området bliver til boliger.

Planerne for det fjerde og sidste område, Ørestad Fælled Kvarter, blev bremset sidste år.
2.500 boliger var planlagt på arealer lige nord for Vejlands Allé – mellem Ørestad City og Ørestad Nord. Men arealerne, en tidligere strandeng, besidder så store naturværdier, at lokale borgergrupper forud for kommunalvalget i efteråret fik et flertal i Københavns Borgerrepræsentation til at skrinlægge de ellers mangeårige byggeplaner netop hér. I skrivende stund granskes tre andre placeringer – vest og nord for det oprindeligt projekterede kvarter.

Nils-Ole Heggland
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *