Skriv for at begynde søgning

PANELET

PANELET: Frygter du det digitale monster?

Vil Amazons indtog på det danske marked tømme fysiske butikker, og få de danske gågader til at ligne en ørkenvandring? Eller er der rent faktisk et smuthul for selv de mindste butikker?

Af Peter Schjødt, digital atlet og stifter af det digitale bureau Plead, Skriver til Panelet i Erhverv København.

Det frygtløse digitale Amazon-monster sliber klingerne og vil give dansk detailhandel et dødsstød med deres Amazon Prime. Her betaler kunderne 700 kroner om året for et medlemskab, og så får de på sigt lynhurtig og fragtfri levering, adgang til mere end 41.000 film og serier, musik og to gratis e-bøger om måneden.

Amazon er allerede populær i Danmark, og er den tredjemest benyttede webshop, men med ’Amazon Prime’, taler vi om et digitalt monster, der på få år har taget en markedsandel på 47 pct. i Tyskland. Det er også med den fart Amazon vil indtage det danske marked, og det kan smadre dansk detailhandel.

Kan det overhovedet betale sig at tage kampen op?

Når vi taler onlinesalg, vil det kun være de store kæder/shops og enkelte nichebutikker, der har en chance, men danskerne er glade for at handle i fysiske butikker, og derfor mener jeg, at detailhandlen skal koncentrere sig om den målgruppe. Men det forudsætter at de forstår deres adfærd og krav, for 60-70 pct.af dem, der ender med at købe i en fysisk butik – er startet på digitale medier!

Lad os se på den adfærd: Jeg skal have nyt tøj til et bryllup og har besluttet, at det skal købes i en fysisk butik, for jeg vil godt prøve det. Men jeg begynder samme sted som de fleste: på Google eller Youtube, men det ændrer ikke ved, at jeg stadigvæk har brug for hjælp, så mit spørgsmål til Google bliver: hvilket tøj til bryllup?

Ud af de ti første søgeresultater, dukker der kun én op, som rent faktisk sælger tøj til bryllup (Zalando), resten er blogs eller medier, der skriver artikler som kan hjælpe mig med at finde det rette tøj. Årsagen til at der ikke dukker fysiske butikker op er, at de ikke har indhold, der hjælper mig – de viser kun produkter, farver, priser og det vil reelt set svare til, at man kommer hen i en butik og der er et skilt i døren med teksten: vi har desværre ingen sælgere, men du er velkommen til at klare dig selv. Det vil jo ikke ske, tænker du.

Men jo – det er præcis, hvad de fleste butikker gør på det tidspunkt, hvor deres kunder starter købsrejsen og er stimuleret til at købe et produkt, og det er lige meget om de ender med at købe online eller i en fysisk butik.

Hvis butikkerne ikke forstår den adfærd, så skal de med rette frygte det digitale monster, for de kan ikke matche det med onlinesalg. Deres eneste chance er at kæmpe med deres vigtigste våben: den ekspertise de har i forhold til at hjælpe kunderne, men det kræver at de får digitaliseret den viden – altså flytter ekspedienten, sælgeren ud på de digitale medier.

Og hvordan gør man så det i korte træk? Man samler sine medarbejdere og indkredser, hvad kunderne oftest spørger om og kombinerer det med en Google Søgeordsanalyse. Den viden kan bruges til at give kunderne svar i artikler og gerne video, når de søger efter f.eks ’ hvilket tøj til bryllup’.

Dermed får butikken nu indhold på deres site, der hjælper kunderne og dermed en større chance for at de vælger at gå ned i den fysiske butik – foruden at de nu har indhold, der kan bruges på Google og andre steder, hvor kunderne starter deres købsrejse.

Plead hjælper danske og internationale virksomheder med digitalisering/strategi og foredrag om digitale medier.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *