Skriv for at begynde søgning

IVÆRKSÆTTERI KARRIERE Tendens

Ansat polstrer sig til egen virksomhed

Retro- og genbrugsbølgen smitter af på møbelpolstrerbranchen, mener Sabina Jagd Cvetanovski, som for et halvt år siden blev selvstændig møbelpolstrer efter 10 år i branchen som ansat.

Man starter med en træramme. Nederst er der gjorder spændt fast, så sidder der fjedre, som også er syet fast. Oven over sidder der lærred. Så opbygger man det, der hedder en facon ovenpå. Hvis det er traditionelt, er det af vegetabiler eller blår, og så skal der yderligere et lærred ud over, og det skal sys fast.«

»Så skal man afsy kanten hele vejen rundt, for at den bliver fast og får form som et sæde. Så skal den pikeres, hedder det, så den bliver blød og fin. Det kan man man gøre med blår eller krølhår, som er hestehår, og til sidst putter man vat ovenpå. Alt det arbejde er der nok ikke så mange, der tænker over.«

Sabina Jagd Cvetanovski er selvstændig møbelpolstrer med værksted på Kigkurren på Islands Brygge i København og fortæller om alt det, der skal ordnes, før et stolesæde eller en sofa får et smukt, nyt betræk på – den mere synlige del af møbelpolstrerens arbejde.

Hun blev færdiguddannet som møbelpolstrer i 2008 og fik så job hos Mette Palsteen på Østerbro. Så flyttede hun og familien til Canada, hvor hun også arbejdede som møbelpolstrer, og da familien vendte hjem til Danmark, fik hun job hos A.P. Møbelpolstring på Frederiksberg, hvor hun også stod i lære.

Er blevet et kvindefag

Sabina Jagd Cvetanovski har altid haft en stor interesse for historie og for at restaurere.

»Jeg ville gerne være konservator, så jeg prøvede at opsamle point, indtil jeg kom ind på den skole. Jeg tror, de optager 40 studerende hvert tredje år, så det er rigtig svært. Så har jeg arbejdet på et museum, hvor jeg arbejdede med istandsættelse af gamle møbler. Og så holdt det mig fast – så blev det lidt mere håndværket end den anden vej.«

»Jeg har heller ikke været den allerbedste til at gå i skole, så jeg tror, jeg havnede der, hvor jeg kunne være med, og hvor jeg også bruger hænderne – det synes jeg er spændende,« fortæller hun.

Møbelpolstring var før i tiden et mandefag.

»Men da jeg startede på grundforløb, var vi måske 90 procent kvinder, så da var vi allerede ved at overtage. Blandt os der er selvstændige nærmer vi os måske fifty-fifty, vil jeg tro, men jeg ved det ikke.«

Efter et halvt år på Skive Tekniske Skole – i dag kan man også tage forløbet i København – skulle Sabina finde en læreplads.

»Og det var svært. Jeg tror, jeg var forbi alle møbelpolstrere i København, men så var jeg heldig lige at komme på det rigtige tidspunkt hos A.P. Møbelpolstring,« siger Sabina.

Vigtigt socialt fællesskab

10 år efter hun blev udlært, sprang Sabina i oktober sidste år ud som selvstændig. Hun er en del af et værkstedfællesskab på Kigkurren.

»Det var svært at finde det rigtige sted til et værksted. Der er jo lige det med prisen – man kan få noget alle vegne, men at have et butikslokale, det koster jo simpelthen… Det er der jo ikke nogen, der kan starte op på. Så det at finde noget her i fællesskab med andre, det er klart at foretrække.«

»Min frygt har været at stå nede i en kælder alene, som nogle af de ældre herrer jeg mødte, da jeg søgte læreplads. Det var meget sådan noget med nede i en kælder, hvor der lugtede lidt af røg, og de stod bare der mutters alene. Det sociale betyder meget for mig,« fortæller Sabina.

Til den administrative del af at starte egen virksomhed har hun trukket på sin mand, der er uddannet revisor.

»Det har været en rigtig stor hjælp her i starten til at få det op at køre, og så kan jeg stille og roligt tage over. Så der er stor opbakning hjemmefra, og det skal der også til, når man har tre børn,« siger Sabina.

Primært lokal kundekreds

Genbrug af møbler er blevet moderne, og det kan møbelpolstrerne også mærke.

»Ja, det synes jeg, men jeg kan også se, at nogen selv kaster sig ud i det. Og nogle gange ser noget nemmere ud, end det måske er. Min gamle mester plejede at sige, at de bedste kunder er dem, der har prøvet selv først, og så er meget taknemmelige for, at møbelpolstreren overtager opgaven. Men møblet skal som minimum have en affektionsværdi, før en kunde vil ofre penge på noget dyrebart stof og en timeløn.«

Sabina har indtil nu ikke brugt mange kræfter på at markedsføre sig selv. Men den nye virksomhed lader til at tiltrække en lokal kundekreds.

»Der er meget lokalt i øjeblikket, det er rigtig hyggeligt! Det er folk, der måske har gået i lang tid og tænkt over noget, de gerne vil have lavet. Og så har de opdaget, at der er kommet en møbelpolstrer her, og så får de gjort noget ved det. Jeg tror, det lokale betyder mere for folk, end man umiddelbart skulle tro. Både i komfort og hvor langt man gider at køre, men også fordi, man vil støtte dem, der er i nærheden.«

Af Hanne Bjørton

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar