Skriv for at begynde søgning

NAVNE Seneste nyt

Navne: Projektchefen Lene Stevnhoved

Lene Stevnhoved skal stå i front for byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg. Hun kommer med en solid erfaring fra hospitalsbyggeri

Akuthuset i Nyt Hospital Bispebjerg skal slå dørene op for patienter i 2023. Kvinden, der skal sørge for at få det til at ske, hedder Lene Stevnhoved. Som ny projektchef i byggeprojektet på Bispebjerg skal hun lede projektorganisationen på omkring 20 medarbejdere samt en række rådgivere og entreprenører tilknyttet projektet.

»Jeg glæder mig til at møde teamet og få skabt et rigtig godt nyt hospital. Bispebjerg har jo en særlig stemning over sig, og det er en spændende opgave at få den oprindelige gamle arkitektur til at spille sammen med det nye,« siger Lene Stevnhoved.

Lene Stevnhoved kommer fra en stilling som projektchef for byggeri og anlæg på Projekt Universitetshospital Køge. Et projekt med et budget på fire milliarder kroner. På Bispebjerg bliver en af hendes første opgaver at sende totalentreprisen på Akuthuset i udbud. En opgave til en værdi af knap 1,5 milliarder kroner.

»På Bispebjerg står vi foran at skulle sende et udbud i totalentreprise, og i Køge-projektet har jeg netop været igennem den proces, så der har jeg friske erfaringer at trække på,« siger Lene Stevnhoved, der ser mange paralleller mellem de to projekter:

»Begge steder har man et eksisterende hospital i drift, samtidig med at man bygger. Jeg synes, vi er lykkedes rigtig godt med at skabe et godt samarbejde mellem hospitalets drift og byggeprojekt, så det vil jeg tage med og arbejde for på Bispebjerg.«

Lene Stevnhoved blev i 1993 uddannet civilingeniør i indeklima og energiøkonomi. Hun har en diplomuddannelse i ledelse fra UCC og derudover en merkonom-uddannelse i personaleadministration.

Af Julie Stougaard
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *