Skriv for at begynde søgning

Branchenyt Byggeri og Byudvikling Seneste nyt

Rejsen på et af de største byggeprojekter begynder med grønne lysskakter og en stjernehimmel

Natur, dagslys og byliv. Det er ingredienserne for udvidelsesprojektet i Københavns Lufthavn, der skal håndtere 40 millioner passagerer årligt. Vilhelm Lauritzen Arkitekter står bag forslaget for den historisk store udvidelse.

Naturen, byen og dagslyset er centrale elementer i forslaget til den nye 80.000 kvadratmeter store lufthavnsudvidelse, der med et budget på cirka fire milliarder kroner bliver et af Danmarks største byggeprojekter.

Terminalen, der kommer til at håndtere op til 40 millioner passagerer, bliver samlet under et bølgende loft, der slipper diffust himmellys ind i det store rum og refererer til skyerne. Ovenlys og grønne haver markerer huller i skyerne gennem den transparente loftflade. Om dagen strømmer både diffust og direkte dagslys ned i rummet, og om aftenen fremstår loftet som en samlende flade, der afspejler stjernehimlen. Og tre åbne, grønne lysskakter løber ned gennem alle etager og oplyser den nye bagageudlevering. Alt inden for rækkevidde i et roligt og karakterfuldt rum.

»Arkitektonisk er lufthavnen kendetegnet ved at have karakterfulde gulve og lofter. Udvidelsen samler naturligt de eksisterende arkitektoniske udtryk i Københavns Lufthavn og skaber et velfungerende, roligt og karakterfuldt rum med alt inden for rækkevidde,« oplyser Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der står bag forslaget:

»Terminalens hjerte bliver en åben, lys plads med en stor have, der giver passagererne et hurtigt overblik og en flot udsigt mod landingsbanerne gennem det 270 meter lange vinduesparti. Fra pladsen løber et hovedflow med butikker, og langs facaden bliver der et torvehalsmiljø med restauranter, spiseboder og butikker. De tre grønne lysskakter bliver pejlemærker og mødesteder og tilbyder kig til de andre etager. Et hængende søjlefrit dæk opdeler rummet i to uafhængige niveauer og viderefører arkitekturen fra Terminal 2 og Terminal 3, så udvidelsen bliver en naturlig og integreret del af CPH.«

Første etape af byggeriet forventes færdigt i 2023, mens anden etape forventes færdigt fem år senere i 2028.

facts
BAG UDVIDELSEN
Forslaget til Københavns Lufthavns udvidelse er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter i samarbejde med Zeso Achitects. Projektet udføres i et team, der også tæller Cowi og Aarsleff, der bliver totalentreprenører.
Den kommende terminal kommer til at håndtere 40 millioner passagerer, der bliver samlet under et bølgende loft, der slipper diffust himmellys ind i det store rum.

Af Jan Jeppesen

erhverv.redaktion@minby.dk

 

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *