Skriv for at begynde søgning

INDBLIK Seneste nyt Tendens

Royal Arena er en stor gevinst for hovedstaden

Milliardarenaen i Ørestad har siden åbningen for halvandet år siden været et stort trækplaster for København. Især sportsstævner og musikkens største navne henter gæster og omsætning til byen, og i september runder arenaen en million tilskuere.

Den blev et par år forsinket, og byggebudgettet for de 35.000 kvadratmeter i Ørestad Syd blev overskredet, men halvandet år efter at Metallica i februar 2017 åbnede Royal Arena, har arenaen styrket turismen og øget omsætningen på især hoteller og spisesteder i København.

»Royal Arena har været en udelt succes for hovedstaden, og det er gået helt fantastisk i forhold til forventningerne,« siger Allan Agerholm, næstformand for Horesta, der organiserer hoteller og spisesteder, til Erhverv København.

Det er gået helt fantastisk i forhold til forventningerne, ifølge Allan Agerholm, næstformand for Horesta

Tilsvarende begejstring lyder – måske knap så overraskende – fra arenaen selv:

»Ambitionen var at sætte København på landkortet, og det er i høj grad lykkedes. I løbet af september runder vi gæst nummer en million siden åbningen i februar sidste år. Succesen hænger sammen med en enorm spændvidde med blandt andet store sportsarrangementer, koncerter med verdensnavne inden for heavy metal, rock og pop, børneartister, standup, riverdance og musicals,« siger administrerende direktør Dan Hammer.

Målsætningen er ifølge Dan Hammer 60-80 arrangementer om året. I 2017 blev det til 79 på knap 11 måneder, mens arenaen i år venter at nå 87 koncerter, kampe og andre arrangementer.

Plads til sport

En del af planen med arenaen i Ørestad var at tiltrække internationale sportsarrangementer, som hovedstaden hidtil ikke havde haft kapacitet til. Og det mål er nået, påpeger turistfremmeenheden Wonderful Copenhagen:

»Åbningen af Royal Arena har været afgørende for, at København de seneste år har formået at tiltrække flere store internationale mesterskaber og andre events,« skriver kongreschef Kit Lykketoft i en mail.

Dan Hammer oplyser, at Royal Arena foreløbig har haft over 300.000 tilskuere til store sportsbegivenheder: EM i svømning, VM i ishockey og flere internationale stævner i e-sport-spillene Counter-Strike og League of Legends.

Til januar lægger arenaen gulv til flere kampe ved VM i herrehåndbold med Danmark og Tyskland som fælles værter, og i 2021-kalenderen er VM i gymnastik plottet ind.

Fra hele verden

Foruden Storkøbenhavn og Sjælland kommer publikum til koncerter og andre arrangementer i stor stil fra det øvrige Danmark samt fra Skåne og Sydsverige. Særligt sportsstævner og de helt tunge musiknavne tiltrækker også gæster længere fra, ofte afhængigt af, hvor verdensnavnene ellers spiller.

»Ved den første Metallica-koncert gik jeg en enkelt runde blandt publikum og mødte folk fra Saudi-Arabien, Canada, Argentina, Italien og Tyskland,« siger Dan Hammer.

Penge til søvn og spisning

Gæsterne bruger typisk en del penge i København – ud over billetten og for eksempel mad og drikke i arenaen. Det kan være til overnatning, bespisning, transport og måske udflugter og indkøb i butikker. Foreløbig har hverken Wonderful Copenhagen eller andre kortlagt den samlede omsætning afledt af arenaen, men kilderne er enige om en stor, positiv effekt af de mange tilrejsende tilskuere.

I mindre målestok kan der ifølge Dan Hammer fra Royal Arena og Allan Agerholm fra Horesta være tale om kannibalisme, fordi nogle koncerter bliver flyttet fra Forum til de noget større lokaler i Ørestad. Men netto formår København at tiltrække ekstra koncerter, fordi flere verdensnavne nu sætter den danske hovedstad på deres turkort – senest den tidligere Beatle Paul McCartney. Han kommer til arenaen til november og følger dermed i fodsporene på blandt andre Depeche Mode, Bruno Mars, Justin Timberlake og U2.

Samlet klar gevinst

Allan Agerholm har i den grad hånden på kogepladen, for han er ikke bare næstformand i brancheforeningen Horesta, men også topchef for BC Hospitality Group, der driver Bella Center, Forum og hoteller som Bella Sky og Crowne Plaza tæt på Royal Arena.

»I Forum mister vi nok nogle få koncerter, men samlet er der tale om en klar gevinst for byen og for os, for gæsterne i Royal Arena skal spise, drikke og overnatte. Vi får eksempelvis ekstra omsætning på vores to hoteller i Ørestad. Desuden leverer vi al maden til Royal Arena, når ofte over 1.000 mennesker spiser i forskellige lounges ved koncerterne; det giver os en omsætning på et pænt millionbeløb.«

Af Nils-Ole Heggland

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *