Skriv for at begynde søgning

INDBLIK IVÆRKSÆTTERI Seneste nyt Tendens

Skaber fællesskab og deleordning om jydekrogen

Hvorfor ikke dele villakvarterets anhængere ligesom delebiler og alskens andre dele-koncepter? Nabotrailer.dk gør præcis det og håber samtidig, at deres app kan bringe folk tættere sammen.

I marts lancerede Anders Muusmann og Kasper Dam Mikkelsen deletjenesten NaboTrailer. Da Anders blev fritstillet fra sin lederstilling hos Lego, kastede han sig ud i noget ganske andet: Han havde et tilbagevendende problem med at komme af med haveaffald og storskrald hjemme i villakvarteret i Vejle samtidig med, at han kunne kigge langt efter de mange trailere i carportene. Hvorfor ikke dele dem og sætte det hele i system præcis som delebiler?

Ungdomsvennen Kasper var i mellemtiden flyttet til Amager, og da han hørte om planerne, sagde han sit lederjob op for at hjælpe med den nye deleøkonomiske platform. Nabotrailer.dk var født.

»Missionen er, at alle skal have adgang til en trailer på deres egen villavej, som de ikke selv har plads til i indkørslen,« siger Kasper.

Økonomi og fællesskab
Anders er cand.scient.adm. og eMBA og har haft ledende stillinger hos blandt andet Vestas. Kasper er cand.techn.soc. og har i mange år været ansat i NIRAS, blandt andet som klimachef, og den grønne klyngeorganisation CLEAN. Han har arbejdet med innovations – og udviklingsprojekter på det grønne område, og det gik smukt i tråd med Anders’ idé, fortæller han:

»En privat trailer er jo købt og står der. Gennemsnitligt kører sådan én højst en gang om måneden, og den kan simpelthen tjene penge ind samtidig med, at naboerne kan spare tid – og penge.
Men vores tilgang er egentlig også den sociale: En platform til at dele noget i nærområdet – ligesom det i øvrigt var helt almindeligt at gøre førhen.

Men man skal helt klart have is i maven at gå fra en dejlig, fast indtægt til en meget stor udgift i udvikling og markedsføring – blandt andet vores egen naboøl – og et perspektiv om ikke at få en krone i løn det næste års tid,« fortæller Kasper.

Flere på krogen
Det koster 150 kroner i døgnet for en mindre trailer, 200 for en stor. Udlejning og betaling foregår via en app, som firmaet West Soft Development har udviklet, og trailerne er forsikret gennem et samarbejde med Tryg.

I maj lancerede Nabotrailer også specialtrailere på platformen, og hen over sommeren er der kommet gang i deling af hestetrailere. Nabotrailers app er nu downloadet af omtrent 4.000 brugere, og der er 175 trailere til udlejning på tværs af hele landet – fra Bornholm til Fanø. Nabotrailer er dermed blevet den aktør på markedet, som har flest lokationer.

Af Jacob Schneider
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *