Skriv for at begynde søgning

Branchenyt Portrætter VIRKSOMHEDER

Stenrobotten knokler i Rødovre

Hos stukkatør-virksomheden Rubin Stuk & Søn i Rødovre står Nordens største stenrobot. Den fræser og saver med en hastighed som ingen menneskehånd kan være med på.

Fremtiden er flyttet ind hos virksomheden Rubin Stuk & Søn. Og fremtiden er i fuld gang med at arbejde, da Erhverv København lægger vejen forbi en regnfuld mandag morgen.

I et lokale bagerst i det 750 kvadratmeter store stukkatørværksted på Islevdalvej i Rødovre, står den store stenrobot i færd med at genskabe et sirligt mønster i et stykke sandsten.

Om cirka seks timer vil den være færdig. Hvis et menneske skulle have lavet det samme stykke arbejde ville det tage godt to uger. Under de rette omstændigheder vil robotten kunne lave en stenskulptur, som et menneske skulle bruge et år på at lave, på 12 dage. Og så kan de med sine syv aksler håndtere objekter i helt op til tre meters højde, to en halv meters bredde og op til ti tons.

Under de rette omstændigheder vil robotten kunne lave en stenskulptur, som et menneske skulle bruge et år på at lave, på 12 dage. Foto: David Foli

God investering

Paw Rubin, som driver Rubin Stuk & Søn, købte robotten for 4,1 miollioner kroner for godt et år siden. Og han er godt tilfreds med sin investering.

»Det startede faktisk med, at teknologien kom på besøg her hos os, da vi så en skulptur af Holger Danske 3D scannet og printet. Jeg kender jo stenhuggerfaget og jeg ved, hvad det ville kræve at lave på den gamle måde. Så det var ret imponerende at se,« siger Paw Rubin, som også kunne mærke de teknologiske fremskridt presse hans virksomhed i markedet.

»Vi var begyndt at tabe arbejde, fordi man begyndte at lave 3D scanninger af de ting, der skulle restaureres. Før i tiden var det jo os i stukkatør-faget, der kom ud og lavede det. Så jeg gik ud og købte en 3D scanner. Men det var ligesom ikke nok. Det havde andre jo også gjort. Så jeg kiggede på mulighederne og købte så denne robot, så vi både kunne lave selve 3D scanningen, fræse materialet, og på den måde angribe markedet helt anderledes,« siger Paw Rubin.

Han overtog Rubin Stuk & Søn fra sin far Peer Rubin, der som udlært stenhugger, stukkatør og bronzestøber drev værksted i Søborg og indre København inden virksomheden flyttede til Rødovre i 2010. Virksomheden er fra 1977 har 20 medarbejdere, tre lærling og fire administrationsmedarbejdere.

 

I dag er Rubin Stuk & Søn ikke længere så involveret i stenhuggeri, men har i stedet valgt at blive leverandør samt at fokusere på stukkatørarbejdet. Det gælder både restaurering og fremstilling af ornamentik, som er stiliserede figurer, mønstre og tegninger.

Betonfabrik i Tølløse

Udover lokalerne i Rødovre har Rubin Stuk & Søn også en 1000 kvadratmeter stor betonfabrik i Tølløse, der bruges til produktion af dekorationer til facader og andre specialelementer.

»Det har åbnet nogle helt nye muligheder for os, at få robotten ind i virksomheden. Vi har blandt andet fået mulighed for at få dekorationer med i bygningsprocessen igen, hvilket åbner muligheder for arkitekter og designere. Derudover så sparer den os en hel masse tid,« siger Paw Rubin, der er begyndt at se sin investering betale sig.

»Til at starte med handlede det om, at markedet skulle vide, at vi er der. Det ved de nu, og det kan vi også mærke, så nu er det begyndt at rulle.«

Paw Rubin er da også åben for at foretage yderligere investeringer i teknologiske udviklinger.

»En 3D printer kan sagtens blive relevant, når de bliver lidt hurtigere. Og så er det også interessant med flere robotter,« siger Paw Rubin, som siden han investerede i sin første automatiserede fræser ikke har skåret ned på antallet af ansatte.

»Tværtimod, så har vi kun ansat flere folk siden, fordi vi får mere at lave.«

Af David Foli

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *