Skriv for at begynde søgning

KARRIERE Seneste nyt Uddannelse

Studenterhuen sidder i vejen

UDDANNELSE: Mere end to år efter eksamen er hver fjerde student endnu ikke begyndt på en videregående uddannelse.

På blot tre år er andelen af unge, der 27 måneder efter studentereksamen stadig ikke er kommet i gang med en videregående uddannelse, steget fra 20 til 24 procent. Og det endda til trods for, at man de senere år fra politisk hold har haft fokus på at få de unge hurtigt videre igennem uddannelsessystemet.
Blandt dem, der står og mangler de unge kvikke hoveder, er TEKNIQ, som repræsenterer knap 3.000 tekniske installationsvirksomheder og har en årlig omsætning på 47 milliarder kroner.
Og formanden, Lars Dyrstrøm, har også et bud på en forklaring, nemlig den, at for mange unge vælger en gymnasial uddannelse uden at tænke over, at den kun kvalificerer dem til at starte på en videregående uddannelse.

 

“Jeg synes, det er dybt beklageligt, at så mange tilsyneladende står med en eksamen, de ikke ved, hvad de skal bruge til”
Lars Dyrstrøm, formand, TEKNIQ

 

»Jeg synes, det er dybt beklageligt, at så mange tilsyneladende står med en eksamen, de ikke ved, hvad de skal bruge til. Noget, der understreger behovet for at tænke anderledes, når studievalget skal tages,« siger Lars Dyrstrøm og opfordrer dem til at kigge i retning af erhvervsskolerne i stedet for at gå den slagne vej ind på gymnasierne.
Sukker efter unge kræfter
Formanden er da heller ikke ene om at ønske en sådan holdningsændring, men deler den med de fleste erhvervsvirksomheder, der sukker efter nye unge kræfter.
»Men skal det ske, og det skal det, så kræver det en anderledes målrettet indsats over for både de unge, deres forældre, folkeskolelærere og uddannelsesvejledere« siger Lars Dyrstrøm og sender denne hilsen til ’studenterhuerne’:
»Der er faktisk stadig rig mulighed for, at de unge, der står med en studentereksamen og er usikre på, hvad de skal gøre med den, for eksempel kan træde ind i installationsbranchen, hvor vi kan give dem en god start på arbejdslivet med forkortede uddannelser som elektriker eller inden for vvs-energiområdet.«

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *