Skriv for at begynde søgning

Seneste nyt

Svende hyldet med metal

Den 150 år gamle tradition med at hædre de dygtigste nyudlærte svende var igen en stor begivenhed for årets 94 medaljemodtagere og Margrethe Vestager, der blev årets Æreshåndværker.

“Jeg er så glad og så stolt over den anerkendelse, det er, at få den her pris og det er noget helt særligt at stå overfor jer og få den. Dét at få lov til at blive hædret sammen med landets dygtigste, nyuddannede håndværkere er helt specielt,« sagde EU-kommissær og tidligere minister Margrethe Vestager, da hun takkede for udnævnelsen som Æreshåndværker ved Håndværker-foreningen Københavns årlige medaljefest på Københavns Rådhus.

Her blev, foruden EU-kommissæren, 94 nyuddannede svende hædret med bronze- og sølvmedaljer for deres svendeprøver, og som det har været tradition siden 1927 skete det med deltagelse af kongehuset, og i en årrække i skikkelse af Dronning Margrethe, som hilser på samtlige medaljemodtagere.

De unge håndværkere, der får medaljer og legater for sammenlagt 1,2 mio. kroner, er uddannet i de københavnske laugs medlemsvirksomheder, og har taget deres svendeprøve på hovedstadsområdets erhvervsskoler NEXT Uddannelse København og TEC.

Traditionen med at uddele medaljer går helt tilbage til 1867, og lige som for 150 år siden er det målet, at få endnu flere til at tage en svendeprøve.

Af Jeanette Hougaard Gram

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar