Skriv for at begynde søgning

IVÆRKSÆTTERI Seneste nyt

Unge modefolk sætter nye standarder for brugen af influenter

Modevirksomheden Trendday fik 6.000 influencer-ansøgninger på få timer. Influencer-marketing, hvor virksomheder tager direkte kontakt til de unge på Instagram og Youtube, er det nye sort, fastslår ekspert.

Da de to tidligere klassekammerater på Køge Handelsskole, Camilla Krøyer og Kasper Bondegaard Pedersen, for tre år siden skabte modevirksomheden Trendday, der sælger modetøj til kvinder i alderen 16-29 år, gjorde de det for en startkapital på blot 20.000 kroner.
Reklamebudget var der ikke, noget der hed, så de to unge mennesker, som dengang var 20 og 22 år, måtte finde på noget kreativt. De brugte Camilla som model og byggede hende op på web og sociale medier som en fiktiv veninde, som kunderne kunne forholde sig til og identificere sig med.
Idéen viste sig hurtigt at bære frugt. Omsætningen er fløjet i vejret, siden 2015, hvor den var på 900.000 kroner eksklusiv moms. I 2016 omsatte Trendday for 3,3 millioner kroner, i 2017 for 6,3 millioner kroner og i 2018 for imponerende 8,1 millioner kroner.
Et vigtigt redskab for Trenddays succes er brugen af influencer-marketing, hvor virksomheden identificerer brugere på sociale medier, som har indflydelse på potentielle kunder, og retter marketingaktiviteterne mod disse influenter.
Trendday lagde i slutningen af 2018 et opslag på Instagram, hvor virksomheden efterspurgte 200 såkaldte micro-influencers. Eneste krav var, at den enkelte micro-influencer havde mindst 500 følgere, og at de delte opslaget.

Tusinder af delinger på få timer
Tiltaget tog lynhurtigt fart, fortæller Kasper Bondegaard Pedersen:
»Allerede et par timer efter opslaget var der så mange delinger, at vi ikke kunne følge med. I alt blev opslaget delt af næsten 6.000 piger og unge kvinder, der alle ville være en del af vores team af influencers. Samtidig var tiltaget et effektivt marketing-move, der gav mere end 6.000 nye følgere, et omsætningsboost på over 100 pct. og 3.000 nye nyhedsbrevsmodtagere.«
Efterfølgende gik en udvælgelsesproces i gang, hvor de tusindvis af profiler blev nærstuderet og 200 af dem udvalgt. Kriterierne var den rette forståelse for mode og opbygning af et godt Instagram-foto.
»Vores 200 nye micro-influencers modtager et specifikt link til hver genstand, de skal omtale. Disse links er kommissionsbaseret, hvilket betyder, at den enkelte micro-influencer bliver aflønnet for hvert køb, deres Instagram-opslag generer,« pointerer Camilla Krøyer.

Uudtømmelig kilde
Sociale medier har for størstedelen af unge under 25 år overtaget rollen som primær kilde til nyheder, underholdning, familie og venner. Efterspørgslen fra de digitalt indfødte er derfor stor, når muligheden byder sig for at tjene penge på at integrere bestemte produkter i sine opslag.
Ifølge Pernille C. Lotus, der er ekspert i influencer-marketing, gennemgår den nye markedsføringsdisciplin en eksplosiv udvikling:
»Alene i det første halvår af 2018 dukkede der mindst 16 nye influencerbureauer op. Det går sindssygt hurtigt, og det skyldes dels, at der er masser af penge i det, og dels at der er en uudtømmelig kilde af unge mennesker, der står klar til at prøve sig af som influencer,« forklarer Pernille C. Lotus, der er indehaver af landets største influencerbureau Smac Agency samt direktør i Hippo Talent Management, og fortsætter:
»De unge følger SoMe-stjernerne og tænker: ’Hvordan kan jeg komme til at leve af at lave fede videoopslag?’ Sociale medier gør drømmen langt mere tilgængelig. I dag kan alle starte i det små og pludselig være heldige at gå viralt og blive landskendt på få dage. Det giver stor anerkendelse unge imellem, hvis du opbygger en stor og engageret fanskare og endnu mere, hvis du kan tjene penge på de sociale medier,« fastslår Pernille C. Lotus.

Blåstempling
Selvom Trendday – trods alt – stadig er en lille spiller i den danske modeverden, er virksomheden dagsordenssættende i modebranchen, når det kommer til brugen af influenter. Idéen om at tiltrække influenter ved at engagere dem på sociale medier er siden hen blevet kopieret af flere store virksomheder – både i og uden for modeverdenen.
»Vores opslag blev set af over en million danskere, og sådan en respons kan marketingfolk ikke sidde overhørig. Det smarte er, at det er veninder, der henviser hinanden, og når så mange deler et opslag fra Trendday, er det et udtryk for, at ’denne butik er tryg at handle med’,« pointerer Camilla Krøyer.

facts
INFLUENCER-MARKETING
Influencer-marketing er en forholdsvis ny markedsføringsdisciplin, hvor virksomheder identificerer brugere på sociale medier, som har indflydelse på potentielle kunder, og retter marketingaktiviteterne mod disse influenter.

facts
5 gode råd om INFLUENCER-MARKETING
Benyt dig af et bureau eller agency, som er specialist inden for influencer-marketing.
Se influencer-marketing som supplement til din overordnede markedsføringsstrategi.
Influenter skal honoreres. Tager du influencer-marketing seriøst og sætter midler af til det på markedsføringsbudgettet, får du ’value for money’.
Involver altid influenten så tidligt i den kreative proces som muligt. En influent kender sine følgere bedst og er derved den bedste til at skabe engagement fra følgerne.
Anvend en influent som ambassadør i en længere periode (6-18 måneder). Det skaber tillidsbånd mellem influenten og følgerne og mellem influenten og virksomheden.
Kilde: Pernille C. Lotus, indehaver af Smac Agency og direktør i Hippo Talent Management

Af Bo Børresen
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar