Skriv for at begynde søgning

IVÆRKSÆTTERI Seneste nyt

Væksthuset er springbræt for virksomheder med vokseværk

Væksthus Hovedstadsregionens konsulenter giver gratis sparring til både iværksættere i startfasen samt små og mellemstore virksomheder, der drømmer om at blive større eller at kaste sig over et udenlandsk marked.

Hvordan griber man det an, hvis man som lille eller mellemstor virksomhed vil vokse i omsætning og størrelse, eller får lyst til at indtage et eksportmarked med sine produkter eller serviceydelser?

Et godt første skridt på vejen kan være at tage imod en hjælpende hånd fra Væksthus Hovedstadsregionen, der holder til på Fruebjergvej på Østerbro.

Det gjorde flere end 1000 virksomheder sidste år, og Væksthusets effektmåling fra samme år viser, at 95 pct. af virksomhederne mener, at forløbet med Væksthuset har påvirket virksomhedens udvikling i middel eller høj grad.

På virksomhedens præmisser

Men hvad kan Væksthuset præcis bidrage med, har vi spurgt direktør, Liselotte Hohwy Stokholm.

»Vi tilbyder uvildig sparring til virksomheder, der har et vækstpotentiale eller godt kunne tænke sig at udvikle deres forretning. Det kan være hjælp til at gå ud på det internationale marked. Hjælp til at udvikle sine ledelsesmæssige kompetencer eller sine ledergrupper. Eller hjælp til at finde ud af, hvordan man skal sammensætte sin kapital. Det koster ikke noget at bruge os, og det er på virksomhedernes præmisser – vi arbejder udelukkende for deres bundlinje i forhold til det potentiale, de har,« siger Liselotte Hohwy Stokholm.

Er det også for opstartsvirksomheder, helt fra scratch?

»Det er det, ja. Vi har det, der hedder Iværksætterhuset, hvor du får guidelines til: Skal du overhovedet starte virksomhed eller ej, hvordan skal du starte, hvordan skal du arbejde med moms, skat og afrapportering. Og hvordan skal du egentlig sælge dine produkter eller din service, og hvem kan du samarbejde med for at gøre det.«

Så I kan også give lidt barskere beskeder som: Den forretningside holder ikke?

»Ja, eller at der er 10 andre der har den, så prøv at snakke med dem først. Så vi skal turde udfordre. Det skal vi også i forhold til dem, der tænker vækst ved at sige: Det kan godt være, du gerne vil til USA, men vi tror faktisk, at Tyskland er et bedre marked for det her. Vi prøver også at kvalificere virksomhedernes bud på fremtiden, men hele tiden i øjenhøjde og med respekt for deres situation. Pointen er jo: Det er ikke os, der laver det, det er virksomheden selv, der skal lave det. De skal kunne se sig selv i det.«

Gengangere i problematikker

Der er tit gengangere i de problematikker, som virksomhederne søger råd om. Derfor har Væksthuset specialiseret sine ydelser og programmer under fem hovedoverskrifter: Tech og Digitalisering, Venture og Kapital, Ledelse og Kompetencer, Forretningsudvikling og Innovation, Salg og Internationalisering.

»Vi har en dyb faglig viden på de fagområder, der er generiske, uanset hvilken branche du er i. Typisk har virksomheder nogle internationale udfordringer, og det er sådan set ligegyldigt, hvilken branche du er i. Hvordan skal jeg gå til markedet, skal jeg gøre det via en agent, skal jeg ansætte en medarbejder i det land, eller hvordan skal jeg gøre det? Adgangen til kapital er også den samme, uanset om man er stor eller lille, eller hvilken branche man er i. Hvem kan supplere ud over bankfinansiering, og er det den rigtige måde?,« siger Liselotte Hohwy Stokholm.

Tvivlerne er glade for hjælp

I den førnævnte effektmåling er Væksthusets resultater sammenlignet med en repræsentativ kontrolgruppe, der er vægtet for region, branche og størrelse.

Tallene viser, at Væksthusets kunder havde 12 pct. vækst i beskæftigelsen, mens lignende virksomheders beskæftigelse steg med 8 pct. Omsætningen voksede med 23 pct. mod lignende virksomheders 14 pct. stigning.

Og eksporten steg hos Væksthusets kunder sidste år med 56 pct., mens den voksede med 27 pct. hos lignende virksomheder.

Ikke desto mindre skal Væksthus Hovedstadsregionen hele tiden arbejde på at få flere virksomheder under vingerne.

»Der er nogle myter i systemet om at: »Arrh, vi kan nok bedre selv, og jeg har egentlig godt styr på det.« Men vi erfarer også, at selv den som tænker ’jeg kan godt selv’, har en enorm gevinst ved at have en at spille bold op af. For vi er jo uvildige, vi gør det på deres banehalvdel, men vi tør også udfordre, og vi har ikke noget vi skal sælge. Virksomhederne kan godt være lidt kritiske og tænke: Hvad kan I hjælpe med? Vi har meget kritiske og meget dygtige virksomheder inde, som synes, de får en kæmpe værdi ud af det. Et konkret eksempel er virksomheden CT Global i Herlev. De var godt på vej til udlandet, men fik alligevel præciseret, hvordan de skal gøre det. Vi er med til at gøre vejen endnu kortere for dem, så de kan ekspandere endnu hurtigere, end de ville have gjort selv, uden vores sparring,« siger Liselotte Hohwy Stokholm.

Facts om Væksthuset

EJET AF 29 KOMMUNER
Danmarks fem regionale væksthuse blev etableret i 2007 og skal være med til at sikre, at Danmark i 2020 er et af de lande i verden, som har flest vækstvirksomheder
Væksthusene er etableret som erhvervsdrivende fonde ejet af kommunerne. De første fire leveår var Væksthusene finansieret og styret af staten. I 2011 overtog kommunerne det fulde ansvar.
Væksthus Hovedstadsregionen er således ejet af de 29 kommuner i Region Hovedstaden.
På https://startvaekst.dk/vhhr.dk kan du læse mere om, hvad Væksthus Hovedstadsregionen tilbyder.

Af Hanne Bjørton

erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *