Skriv for at begynde søgning

IVÆRKSÆTTERI Portrætter Seneste nyt VIRKSOMHEDER

Vaskeri med vokseværk

I februar 2014 tog tre drenge skridtet fra idé til virkelighed med deres idé om en online vaskeservice, der henter, vasker, renser og leverer vasketøj. Siden da har 500 tons vasketøj været igennem maskinerne.

For fire år siden fik Karim M’Barek, Jannick Christensen og Max Børglum Stripp nok af besværet med at få vasketider til tøjvask. De tog sagen i egen hånd, og løsningen på deres problem blev onlinevirksomheden Washa, som henter, vasker, renser og leverer vasketøj.
Karim M’Barek boede i lejlighed på Amager, og det var ikke nemt at få vasket sit tøj:
»Jeg arbejdede en del, og når jeg så skulle vaske om aftenen, var alle de gode vasketider taget. Så tog jeg ned på et renseri og spurgte, om de kunne vaske for mig. Men 800 kroner for en pose var lidt halvpebret,« fortæller iværksætteren, som på det tidspunkt studerede matematik på CBS.
»Jeg har altid vidst, at jeg ville være iværksætter, men egentlig ikke helt, hvad jeg ville starte. Jeg lavede meget online-marketing, så det ville nok være det, jeg var endt i ellers,« siger han.
De tre iværksættere begyndte med at fylde maskinerne i Jannicks lejlighed og vaske for venner og bekendte. Jannick og Max flyttede sammen i en større lejlighed, og snart væltede det snavsede tøj ind.
De kørte selv ud med det rene tøj til de første kunder. I dag har de til huse ved det gamle Delfin Vask på Kirstinehøj i Kastrup, og omtrent 500 tons vasketøj har været igennem de store industrimaskiner her for over 80.000 kunder i Storkøbenhavn – både private og virksomheder.

Stort marked
Fidusen er enkel, fortæller Karim:
»At det er så nemt at få hentet og leveret sit vaske- og rensetøj lige til døren. Via et par småklik og for eksempel din Google- eller Facebook-konto er det dejligt nemt at lægge en bestilling. Det geniale ved det er, at det er så nemt,« fortæller Karim M’Barek, der er stifter, medejer og direktør af Washa.
Priserne på Washas ydelser ligger omkring gennemsnittet for almindelige vaskepriser, 259 kroner for vask og sammenlægning af syv kilo tøj. Normalt er ekspeditionstiden 24 timer, men står man med en nusset skjorte op til en fest, kan det ordnes på fire timer og 16 minutter.
»Vi vidste ikke, hvor stort det ville blive, men vi vidste, at der var et marked for det. I hvert fald på renseri-delen. I forhold til vasketøj er det mere en livsstilsting. Folk er jo vant til at vaske selv, og der er mere tillid involveret i det. Det kan være en T-shirt fra Roskilde Festival, som har stor affektionsværdi, som der skal passes på, så det går vi vildt op i,« siger den nu 26-årige direktør.

Massive investeringer
Washa har nu 35 medarbejdere og et samarbejde med en af Danmarks største vaskerivirksomheder, Berendsen, som af to omgange har skudt millionbeløb i de tre drenges forretning.
»Investeringen fra en så stor spiller som Berendsen var et kæmpe skulderklap, og det gav os for alvor kapacitet til at kunne øge kundetilstrømningen, og så fik vi kapital til at udvikle vores online-platform til at blive endnu mere brugervenlig – og samtidig kan vi levere et svanemærket produkt,« siger Karim M’Barek.
I efteråret 2015 fik de tre venner endnu en kapitalindsprøjtning. Denne gang af Hummel-ejer Christian Stadil, Just-Eat-stifter Jesper Buch og iværksætter Tommy Ahlers, der i DR’s TV-program ’Løvens Hule’ gav de tre Washa-drenge et håndtryk på 1,5 millioner kroner.
Nu dækker virksomheden hele Storkøbenhavn og Malmø med sin ekspres-service, og desuden er hele landet dækket med en tre-dages service via et samarbejde med GLS, hvor kunderne indleverer og henter tøjet i deres pakkeshops. Her er ekspeditionstiden tre til fem dage.

Ivækstpris og store visioner
For et par måneder siden modtog de så årets Ivækst-pris som bedste startup-virksomhed i såkaldt ’corporate collab’ med en større spiller på markedet – Berendsen, som sidenhen er blevet opkøbt af franske Elis.
En ny medejer kom til for et par år siden, nemlig Frederik Zacchi, som står for marketing og kommunikation.
»Det var en helt speciel pris at få. Det var åbningen af ugen for københavnsk iværksætteri, hvor der netop var fokus på små virksomheder, der samarbejder med store. Der var en masse fede virksomheder oppe at vende, men det var altså os, der hev den hjem. Det var et kæmpe skulderklap, både for vores koncept og for Berendsen,« siger Frederik Zacchi.
Den seneste tid er store dele af arbejdsdagene gået med at optimere den digitale del af forretningen, fortæller han:
»Investeringerne gjorde det muligt for os at smide en masse penge i marketing, så vi vækstede rigtig hurtigt. Og så har vi brugt meget tid på at udbygge vores platform rent systemmæssigt, så den er mere ’convenient’ for kunderne. Og så har vi brugt meget energi på at styrke vores brand og opbygge det bedste team. Tøj har høj affektionsværdi, og det kan være, vi skal hente en skjorte, man har haft på til sit bryllup – det er ikke ligesom bare at købe en pizza.
Vi har arbejdet hårdt på at være nummer et i Danmark, og det kan vi med sikkerhed sige, at vi er i dag. Det har været alfa og omega, før vi vil videre til andre lande.
Vi har taget det første spring ved at åbne op i Sverige, og nu er vores fokus der. Inden vi åbner op i andre lande, skal vi have helt styr på Sverige. Men på lidt længere sigt er visionen at komme ud i Europa – og USA. Vi snakker meget London, Amsterdam og de større nordtyske byer,« slutter Frederik Zacchi.

Facts
På fire år er Washa gået fra en månedlig omsætning på 75.000 kroner til 1,2 millioner kroner.
Online-booking af tøjvask og -rens har været et hit hos flere end 80.000 kunder.
Se mere: washa.dk

Af Jacob Schneider
erhverv.redaktion@minby.dk

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *